Jonas er i tvivl: - Bør jeg vaccineres mod corona?

Der er fortsat mange, som er i tvivl eller helt afviser at tage imod en vaccine mod corona. Nu sætter Lægemiddelstyrelsen ind med en enorm oplysningsindsats, som både omfatter Facebook og Instagram.

Jonas Voigt Fischer fra Hillerød er bare en af mange, der har en skepsis overfor vacciner.

- Min tvivl handler om, hvordan det fungerer. Det er svært at sætte ord på, men generelt har jeg altid tvivlet på vacciner. Fordi jeg har hørt de her historier - lyttet til dem og taget dem ind, uden at tænke så meget over det. Det sætter sig bare i kroppen, siger Jonas Voigt Fischer, som lige er flyttet til Hillerød sammen med kæresten Alfa og deres nyfødte baby.

Og der er en del andre, der som Jonas Voigt Fischer fortsat er i tvivl, om de vil tage imod en corona-vaccine, når de får den tilbudt.

Talrige analyser peger i samme retning

En lang række undersøgelser, og senest en omfattende analyse fra undersøgelse fra Semper Ardens Projektet HOPE, viser, at mellem 70 og 80 procent af os uden videre takker ja til vaccine mod corona. Cirka10 procent siger afgjort nej, og mellem 10 og 20 procent er fortsat i tvivl.

quote Hvis du spørger min far for eksempel, så skal han bare have den vaccine lige så snart den kommer. Og jeg tror også, at for hans generation - ikke at han er gammel, han er fra 50´erne - men der har vacciner helt klart været noget, der har hjulpet

Jonas Voigt Fischer, vaccineskeptiker

Jonas Voigt Fischer har drøftet spørgsmålet flittigt med familien.

- Hvis du spørger min far for eksempel, så skal han bare have den vaccine, lige så snart den kommer. Han er fra 50'erne, og jeg tror, at for hans generation, der har vacciner helt klart været noget, der har hjulpet, siger Jonas Voigt Fischer.

Jonas Voigt Fischer forsøger ihærdigt at skelne mellem information og misinformation om den nye coronavaccine. Foto TV 2 Lorry
Jonas Voigt Fischer forsøger ihærdigt at skelne mellem information og misinformation om den nye coronavaccine. Foto TV 2 Lorry

Information og misinformation

Han har selv søgt viden om vaccinen en lang række steder og forsøgt at navigere mellem information og misinformation. Også på de sociale medier.

- Så er der en masse, som lægger en artikel op eller en tekst, de har kopieret eller et eller andet. Og det skaber en information, som giver en hurtig stimuli. Og man tænker - hov, hvad er det. Og man sidder jo og læser det. Så tænker man måske bagefter, shit, det er langt ude, det der, siger han.

- Men der er alligevel et eller andet i det, fordi der bliver jo nævnt nogle forskere, og der bliver nævnt nogle andre lande - og der bliver nævnt en hel masse ting, som egentligt lyder rigtige. Men hvis man så slår koldt vand i blodet og lige tænker rationelt, så forsvinder tvivlen stille og roligt. Men jeg tror altid, den vil ulme der - i hvert fald for vores generation, siger Jonas Voigt Fischer.

quote Jeg tror altid, tvivlen vil ulme der - i hvert fald for vores generation.

Jonas Voigt Fischer, Vaccineskeptiker

På sociale medier - som eksempelvis Facebook - er store antivaccine-grupper vokset med mange tusind mennesker under coronakrisen, viser ny forskning.

Konspirationsteori og den naturlige skepsis

I efteråret udgav en række danske forskere rapporten "Tracking anti-vaccine mobilization", som viser, at antallet af vaccineskeptikere på Facebook i de skandinaviske lande er steget voldsomt, mens vi har været plaget af coronaen.

- Det er folk, som abonnerer på en eller anden form for konspirationsteori, hvor man fortæller, at der er en eller anden form for organisation eller lukket fælleskab, som forsøger at styre verden gennem coronavacciner og coronapandemi. Det er den ene gruppe - og så er der den anden lidt bredere gruppe, som vi kategoriserer som vaccineskeptikere. Og det er folk, som er bekymrede for bivirkningerne af en vaccine for os mennesker. Men også for bieffekterne for demokratiet og for vores rettigheder som borgere i samfundet, siger en af forfatterne bag rapporten, Phd. i Digital disinformation ved European University Institute i Firenze, Christiern Santos Rasmussen.

Han refererer til en anden undersøgelse i det kendte tidsskrift Nature, som viser, at de indædte antivaxers ofte forsøger at overbevise dem, som blot er naturligt skeptiske.

- Der er en fare for, at man kan overtale folk, som er usikre, og som tvivler på, om de skal tage en vaccine og ikke rigtig forstår, hvad en vaccine er eller gør, siger Christiern Santos Rasmussen.

Efterlyser mere viden

Tilbage i Hillerød efterlyser Jonas Voigt Fischer mere faktuel viden om de nye vacciner.

Hvad skal der til, for at du bliver 100 procent overbevist om, at det bare er det eneste rigtige med en coronavaccine?

- Jeg tror, at hvis der kom nogle eksperter - som der jo er masser af -  der forklarer lidt mere teknisk, hvordan det fungerer, og hvad det er, og hvorfor det ikke er skadeligt. Hvis man nu fra regeringens side, eller bare fra samfundets side - lyttede til alle dem, som er imod vacciner, og siger - hvad er det, de byder ind med? Og så lad os lytte til det og lad os lave nogle modsvar til det. Lad os gå ind i en debat med dem. I bund og grund ved jeg ikke selv  særligt meget om det. Og derfor kan man jo blive påvirket på en måde, hvor man tænker - skal jeg virkelig have den?, siger Jonas Voigt Fischer.

Lægemiddelstyrelsen er da også godt klar over, at der venter en enorm opgave de kommende måneder.

En opgave som ikke handler om at overbevise folk, men sikre at de træffer valget om en vaccine på det bedst mulige grundlag, lyder det fra pressechef i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Dybro Lundorf.

- Jeg er godt klar over, at der en debat om antivaxer-segmenter i samfundet, men fra Lægemiddelstyrelsens side er det vigtigt at sige, at vi kommunikerer til alle i det her land - og det er uanset, om man har den ene eller den anden holdning. Og hvis vi synes, at det giver mening at banke på hos nogle af de her lukkede Facebookgrupper - jamen, så vil gøre det, siger Thomas Dybro Lundorf.

De kommende måneder Lægemiddelstyrelsen sætte gang i en enorm oplysningsindsats på sociale medier som Facebook og Instagram for at sikre folk et oplyst grundlag om den nye coronavaccine. Her er det en coronasygeplejerske fra intensiv afdeling på Køge Sygehus. Foto: TV 2 Lorry
De kommende måneder Lægemiddelstyrelsen sætte gang i en enorm oplysningsindsats på sociale medier som Facebook og Instagram for at sikre folk et oplyst grundlag om den nye coronavaccine. Her er det en coronasygeplejerske fra intensiv afdeling på Køge Sygehus. Foto: TV 2 Lorry

- Det, som vi ser i vores arbejde hver dag, er en masse mennesker, som har en masse fuldstændigt legitime spørgsmål, fordi den her proces jo er gået rigtigt hurtigt. Hvordan kan det gå så stærkt, hvad er der i de her vacciner, og hvilke bivirkninger er der? Og det er den slags, som vi bruger rigtig meget energi på. Og så sætter vi bredt ind med information på nogle platforme, som vi ikke er så vant til at være ude på.  Blandt andet sociale medieplatforme som Facebook og Instagram og lignende, hvor der er et rigtigt stort publikum - en indsats på de sociale medier, som er uden sidestykke i Lægemiddelstyrelsens historie. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik