Janni Spies skal have 35 millioner i skilsmissesag

Østre Landsret vurderer tirsdag formiddag, at Janni Spies skal have 35 millioner kroner af sin eksmand.

Østre Landsret giver Janni Spies medhold i den højt profilerede skilsmissesag mod eksmand Christian Kjær. Han skal nu betale 35.140.000 kroner til Janni Spies.

Retten vurderer, at Janni Spies i løbet af ægteskabet har givet Christian Kjær gaver af så betydelig en størrelse, at de krævede ægtepagt.

Kravet fra Janni Spies lød oprindeligt på godt 135,6 millioner kroner og 2,4 millioner dollar, i alt op mod 150 millioner kroner - plus renter.

Christian Kjær krævede angiveligt et millionbeløb om året af Janni Spies

Hun påstod, at hun gennem deres 20 år lange ægteskab, der sluttede i 2008, havde bidraget uretmæssigt meget til parrets fælles økonomi.

Pengene var ifølge Janni Spies gået til blandt andet Christians Kjærs bolig Sandbjerggaard nord for København, to såkaldte beach resorts på den tidligere dansk-vestindiske ø Sankt Thomas og udgifter til privatfly.

Hun har i retten fortalt, at mandens krav om penge startede i 1991, da han kom og bad om 3,3 millioner til dækning af husleje.

I de følgende år krævede Christian Kjær angiveligt hvert år et millionbeløb fra sin hustru for de udgifter, han vurderede, at hun skulle bidrage ekstra til.

Kjær har afvist ekskonens krav pga særeje

Pengekravene kulminerede ifølge Janni Spies, da hendes mand bad om 15 millioner kroner for det arbejde, han udførte for rejseselskabet Spies, hvor han indtrådte i bestyrelsen for at hjælpe sin kone med at administrere firmaet, indtil det blev solgt i 1996.

Christian Kjær har hele tiden afvist ekskonens krav, blandt andet med den begrundelse at de fik særeje, da de i sin tid blev gift, og at pengene blev betalt frivilligt under ægteskabet.

Han har desuden påpeget, at de økonomiske krav var forældede. Men det afviser Østre Landsret tirsdag.

Retten vurderer, at 15 millioner kroner, som Janni Spies i 1996 betalte Christian Kjær som tak for juridisk bistand, krævede gaveægtepagt, da der, uanset Janni Spies enorme formue, ikke var tale om en almindelig gave.

Det samme gør sig ifølge retten gældende for de omkring 16 millioner kroner, som Christian Kjær fik til forbedring af sine ejendomme.

Også en af Janni Spies' årlige overførelser på fire millioner kroner var så betydelig, at den krævede ægtepagt, vurderer Østre Landsret.

Landsretten frifandt Christian Kjær for de øvrige økonomiske krav.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik