Janni Pedersen om ny krimi: "Vi har ikke været bevidst politiske"

Studievært Janni Pedersen er sprunget ud som krimiforfatter. Sammen med sin mand journalist Kim Faber, har hun skrevet romanen Vinterland.

 - Det er min mand, der er skriverkarlen, slår Janni Petersen fast, da vi møder hende på Nytorv - et sted hvor hun har stået og rapporteret fra retssager og grundlovsforhør et utal af gange.

I dag møder vi hende dog ikke i arbejdsøjemed. Vi er her, fordi hun sammen med sin mand Kim Faber har skrevet krimien Vinterland, hvori et gigantisk terrorangreb rammer netop pladsen foran byretten med dens ikoniske søjler på Nytorv.

Stor viden om retssystemet og politiets arbejde

Janni har skrevet på den kvindelige karakter, efterforskeren Signe, og så har den garvede nyhedsvært også bidraget med en del viden om politiets arbejde.

Hendes mand Kim Faber bad hende om hjælp til at gøre beskrivelsen af politiets arbejde så realistisk som muligt.

- Han sagde; 'kan du ikke drysse noget mere politiagtigt ud over det', fortæller hun.

Og hvis der er noget, Janni kan, så er det netop at drysse om sig med viden om politiets arbejde, retssager og hele vores retssystem.

Fiktivt terrorangreb

I Vinterland bliver Nytorv ramt af et terrorangreb, og Janni Pedersen beskriver levende det fiktive gerningssted for os:

- Man skal forestille sig, at Nytorv er helt dækket til med juleboder, samtidig er der grundlovsforhør med bandemedlemmer herinde, siger hun og peger mod Byretten.

I bogen er det et kæmpe angreb, og det er inspireret af angrebet på julemarkedet i Berlin i 2016.

- De dér joniske søjler får nogle sprækker. De er jo vartegnet med deres 'Med Lov Skal Land Bygges' - de er jo sådan nogle mastodonter - så jeg tænkte, hvis de kunne få nogle skader, så har det været et ordentligt brag, siger hun.

Ikke bevidst politisk

Det var ikke meningen, at krimien Vinterland skulle være et svirp med halen i forhold til stramningerne af terrorparagraffen eller de frihedsrettigheder, som er blevet indskrænket siden angrebet på World Trade Center, forklarer Janni Pedersen.

- Det var ikke sådan, at jeg satte mig ned og sagde: 'Nå, nu vil jeg være politisk': Men jeg kan alligevel mærke, at det er kommet med ubevidst.

Hun henviser blandt andet til, at man i dag kan fratage folk deres danske statsborgerskab.

- Ville vi for eksempel have forestillet os dét for 10-15 år siden? Det tror jeg ikke, men det kan vi nu, siger hun og fortsætter:

- Ville vi have forestillet os, at der stod militærfolk og bevogtede gaderne? Nej, det ville vi ikke - men det gør der nu, siger hun om beslutningen fra 2017 om at lade bevæbnede soldater stå vagt ved blandt andet synagogen i Krystalgade.

- I bogen siger vi ikke, om det er rigtigt eller forkert. Men vi bruger vores karakterers observationer til at sige: 'Hov, hvad skete der lige der?'

Janni Pedersen er gæst i den Perfekte Fridag lørdag aften, og bogen Vinterland udkommer den 21. marts.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik