Jakob gik fra København til Helsingør - og nu vil tusindvis gå med

Sidste sommer gik Jakob Amsgaard turen på 45 km fra København til Helsingør. Til sommer går han igen - og indtil videre er der 6.000 fremmede, som gerne vil med.

Jakob Amsgaard (til højre) sammen med vennen Peter Roskjær (til venstre), da de i juni kastede sig ud i den 45-kilometer lange gåtur fra Kgs. Nytorv til Helsingør. Foto: Privat foto

- Der er vildt mange der skriver til mig, at det er et godt initiativ og en vildt god idé, men i virkeligheden, så er det jo ret simpelt: man skal jo bare tage sine sko på. Og så gå. 

I august oprettede jeg et event på Facebook og inviterede 20 venner til at gå med. Og jeg ved ikke hvor de mennesker kom fra, men pludselig var der 10.000 interesserede

Jakob Amsgaard

Sådan lyder det fra Jakob Amsgaard, der på få måneder har fået mange tusinde fremmede med på en 45 kilometer lang vandring. 

Den 1. juni 2019 går turen fra Kgs. Nytorv i København til Kulturværftet i Helsingør. En gåtur langs vandet, der løber op i omkring 62.000 skridt. 

Ideen opstod efter i sommers, hvor Jakob Amsgaard i selskab med vennen Peter Roskjær gik den ni timer lange tur. Efter en velfortjent øl i Helsingør, besluttede de sig for at gentage turen. Denne gang med lidt flere venner. 

- I august oprettede jeg et event på Facebook og inviterede 20 venner til at gå med. Og jeg ved ikke hvor de mennesker kom fra, men pludselig var der 10.000 interesserede, fortæller han. 

Et opgør mod ekstremsportskulturen

Lige nu er der knap 6.000, som allerede har tilmeldt sig turen på Facebook, mens hele 48.000 har vist interesse. 

Og selvom den massive interesse i den grad kom bag på initiativtageren, som bare troede han skulle ud med et par venner, så tror han det skyldes, at det meget jordnære event rammer lige ned i en stigende samfundtendens. 

Vi har et samfund, hvor vi konstant konkurrerer og måler os med hinanden. Men på turen her, er der intet pres. Jeg tror virkelig folk savner fællesskaber, hvor de ikke skal præstere noget

Jakob Amsgaard

- Det er lidt som et opgør mod Ironman og hele den her ekstremsportskultur, som både er dyr og nærmest et fuldtidsjob, hvor man dedikerer alt til træning og udstyr, siger Jakob Amsgaard. 

Til dagligt er han spinninginstruktør i et fitnesscenter - og har derfor et arbejde, hvor han dagligt oplever folk, der presser sig til det yderste. 

- Vi har et samfund, hvor vi konstant konkurrerer og måler os med hinanden. Men på turen her, er der intet pres. Jeg tror virkelig folk savner fællesskaber, hvor de ikke skal præstere noget. 

Turen fra København til Helsingør skaber nye fællesskaber

I takt med at deltagertallet stiger på Facebook, oplever Jakob Amsgaard, at der hele tiden dukker nye opslag op med fremmede folk, der samler sig i gå-grupper.

Jeg overvejer lidt at få folk til at skrive deres interesse på en seddel på rygsækken. 

Jakob Amsgaard

Og selvom det åbenlyse mål er de 45 kilometer, så nyder initiativtageren at sidde derhjemme og se, at turen også kan skabe helt nye fællesskaber:

- Jeg overvejer lidt at få folk til at skrive deres interesse på en seddel på rygsækken. Sådan så hvis man eksempelvis er vild med gastronomi eller gamle biler, så kan man finde andre, der interesserer sig for det samme, siger Jakob Amsgaard.  

Har booket Kgs. Nytorv

På grund af arrangementets voksende omfang, har arrangøren pludselig fået en del at se til. For når flere tusind mennesker pludselig skal følges ud af København, er der et par praktiske ting, der skal på plads. 

For at sikre at alle kommer godt fra start, har Jakob Amsgaard hentet en tilladelse fra kommunen, og fået lov til at reservere Kgs. Nytorv i timerne inden startskuddet. 

Den frivillige forening Hverdagsaktivisterne har meldt sig på den efterfølgende oprydning, og undervejs på ruten har en venlig mand tilbudt at stille sin vandhane til rådighed. 

- Man bliver helt vildt rørt over hvor mange mennesker, der henvender sig, som gerne vil hjælpe og støtte projektet, fortæller Jakob Amsgaard. 

Man bliver helt vildt rørt over hvor mange mennesker der henvender sig, som gerne vil hjælpe og støtte projektet.

Jakob Amsgaard

Turen slutter på Kulturværftet i Helsingør, hvor der, ifølge arrangøren, vil være en eller anden form for fælles afslutning ved målstregen.

I løbet af foråret vil der være træningsture på henholdvis 15 og 20 kilometer. Du kan læse mere om dem - og den lange tur på eventets Facebookside

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik