Islandske narkosmuglere straffes med 10 års fængsel

To mænd er tirsdag blevet idømt 10 års fængsel og udvisning i storstilet sag om indsmugling af amfetamin.

To islandske mænd er tirsdag formiddag blevet idømt strenge fængselsstraffe og udvisning af Danmark for deres roller i en stor nordisk narkobande, som har smuglet enorme mængder amfetamin fra Holland til Danmark.

Læs også: Stor nordisk narkobande skal for retten i Kbh.

Den 50-årige Heimir Sigurdsson og 25-årige Sturla Thorhallsson straffes begge med 10 års fængsel for hver især - i ledtog med andre - at have indsmuglet omkring 33 kilo til Danmark.

Begge de dømte valgte mandag at tilstå deres indblanding i sagen, hvor syv mænd stadig står tiltalt. Sammenlagt har banden indsmuglet i alt 70 kilo amfetamin.

Dommer: Sagen er af alvorlig karakter

I dommen valgte retten blandt andet at lægge vægt på narkobandens professionelle metoder.

- Der er tale om et særdeles professionelt internationalt netværk. Sagen er af særdeles alvorlig karakter, og mængden af indsmuglet stoffer er stor, sagde dommeren i Københavns byret.

Dommeren har besluttet, at de to islændinges tilståelser ikke skal have stor betydning for straffens længde, da tilståelserne faldt så sent, at det ikke har bidraget til politiets efterforskning af sagen.

Den 25-årige Sturla Thorhallsson blev allerede i august 2012 straffet med otte års fængsel og udvisning for bestandigt for indsmugling af fem kilo amfetamin fra England til Danmark.

Tirsdagens dom er derfor for hans vedkommende en såkaldt tillægsstraf på to år, så han sammenlagt lander på 10 års fængsel.

Begge de dømte modtog dommen på stedet.

Narkokumpanernes bagmand, den 39-årige islænding Gudmundur Ingi Thoroddsson, tilstod allerede i juni sin hovedrolle i narkoringen. Han blev idømt 12 års fængsel og udvisning for at stå bag indsmuglingen af de i alt 70 kilo amfetamin.

Dommen over de øvrige tiltalte falder i slutningen af september.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik