Investor skal i fængsel for at snyde i skat

Nordsjællænder får et års ubetinget fængsel for ikke at fortælle om udbytte fra kommanditselskaber.

 

En ellers ustraffet nordsjællandsk mand mærker nu på den hårde måde, at man har pligt til at give Skat besked om udbyttet af sine investeringer.

Østre Landsret har forleden idømt manden et års ubetinget fængsel og en tillægsbøde.

Han havde ikke fortalt Skat om udbyttet af investeringer i en stribe kommanditselskaber - og dermed unddrog han den fælles samfundskasse 1,3 millioner kroner.

Skat får ikke automatisk oplysninger om, hvem der har investeret i kommanditselskaber og om selskabernes over- eller underskud.

Det er altså et område, hvor det ikke er let for Skat at opdage, hvis den enkelte investor smyger sig udenom.

Og nordsjællænderen straffes nu for, at han undlod at reagere, da Skat i november 2010 skønnede hans overskud til at have udgjort 110.000 kroner i 2009.

I virkeligheden var overskuddet på cirka 6,5 millioner kroner - men det fik myndigheden altså ikke besked om.

Kun på grund af en stikprøvekontrol fra Skat, blev sagen opdaget.

Muligvis kan landsrettens afgørelse gøre indtryk på andre, lyder det fra anklagemyndigheden.

- Dommen med ubetinget frihedsstraf kan forhåbentlig få en mere generalpræventiv virkning og afskrække andre fra at gøre noget lignende på et område, hvor skatteunddragelse er svær at opdage, siger anklager Emil Folker fra Statsadvokaten i København.

Den dømte, der er i 50'erne, har meget gode personlige forhold og er ikke tidligere straffet af betydning. Alligevel undgår han altså ikke ubetinget fængsel.

Under sagens gang først i Retten i Lyngby og forleden i landsretten har han nægtet sig skyldig.

Manden mente, at Skat havde givet ham lang snor i foregående og senere indkomstår. Hans indtægter gik op og ned. I nogle år havde han et tilgodehavende hos Skat, i andre år var det omvendt.

Desuden mente han at have et stort tilgodehavende fra det foregående år.

Ved byrettens dom blev tillægsbøden nedsat, fordi han havde betalt restskatten. Men landsretten har en anden vurdering: Bøden skal være præcis på det beløb, som blev unddraget - altså 1,3 millioner kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik