Institut vil gøre tang til fremtidens brændstof

Teknologisk Institut vil gøre tangbaseret bioethanol attraktivt som fremtidens klimavenlige brændstof.

Vidste du, at en bil kan køre på en blanding af tang-ethanol og benzin? Altså den slags tang man finder i havet?

Bioethanol baseret på tang har mange fordele, men er indtil videre et ressourcekrævende og dyrt alternativ til fossilt brændstof.

Nu skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse, at man de seneste tre år har arbejdet på at gøre tangbenzin konkurrencedygtigt ved at nedbringe omkostningerne samt optimere ydeevnen. 

Det giver tang et stort potentiale som klimavenlig brændstof, lyder det. 

Tang er en af de få råvarer, der ikke lægger beslag på værdifuldt landbrugsareal, der ellers kunne være brugt til at dyrke fødevarer og foder. Samtidig kræver tang hverken vanding eller gødning, og det er en af de hurtigst voksende arter, som vokser udelukkende ved fotosyntesen.

- Tager man desuden i betragtning, at mere end halvdelen af tørstoffet i tang indeholder fermenterbare sukkerarter, der kan omdannes til bioethanol, har tang et stort potentiale til at blive fremtidens alternativ til fossil benzin, fortæller Anna Belinda-Bjerre, der er forretningsleder på Teknologisk Institut.

En egnet energikilde

Målet er, at tang skal være en gevinst både økonomisk og for miljøet og dermed erstatte fossilt brændstof med tangethanol.

– Vi har firdoblet mængden af høstklar tangbiomasse ved at dyrke tang på begge sider af et tekstil på åbent hav. Her bidrager tangen også til at minimere forurening fra fiskeopdræt og absorberer CO2 fra atmosfæren. Derudover har vi optimeret metoderne til udvinding af sukkerpolymeren laminarin, som vi har vist kan omsættes effektivt til bioethanol i litermål, siger Anne-Belinda Bjerre.

Netop tangens høje indhold af laminarin er det, som gør tangen til en egnet energikilde. Ved hjælp af enzymer opløses laminarinen på ganske få timer til glukose, der kan omdannes til bioethanol. Når det er blevet destillieret, kan det bruges som brændstof til for eksempel biler.

Har prøvekørt bil med tangbenzin

En af fordelene ved at bruge tangbenzin er også, at det kan blandes i almindelig benzin og anvendes i vores biler allerede i dag.

- Vi har blandet tangethanol i benzin og udført en test, som går ud på at tage bilen med ud på en realistisk køretur på forskellige typer veje. Testen viser, at tangbenzinen performer helt på niveau med almindelig benzin, og vi ser ikke umiddelbart nogen udfordring ved at hæve mængden af tangbenzin i blandingen, siger Sten Frandsen, forretningsleder på Teknologisk Institut.

Det EU-støttede projekt er ikke helt i mål endnu, da der stadig er behov for mere forskning på området, så det blandt andet kan økonomisk svare sig at udbrede tangbenzin til alle transportindustrier.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik