Ingen spor af efterlyst i Kødby-drabssag

Politiet har offentliggjort navn og fotos af 27-årig, der mistænkes for drabet på 21-årige Jonas i Kødbyen.

Den 27-årige efterlyste Omar Hassan Sheik Muse, som politiet mistænker for drabet på den unge jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere på natklubben "Bakken" i København i sidste weekend, er endnu ikke dukket op.

- Vi søger stadig den mand, vi har efterlyst, men han er ikke dukket op. Vi arbejder på højtryk, siger vicepolitiinspektør Jens Møller fra drabsafdelingen hos Københavns Politi.

Politiet valgte søndag at lægge pres på den efterlyste mand ved at offentliggøre hans navn og fotos af ham, dels videobilleder fra natklubben Bakken på drabsaftenen, dels fra politiets fotoarkiv i 2011.

Efter offentliggørelsen har politiet fået fem-seks henvendelser om den efterlyste mand, men Jens Møller ønsker ikke at løfte sløret for, hvad de går ud på.

Den 21-årige jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere mistede livet sidste weekend. I nærheden af et toilet på "Bakken" blev han stukket flere gange med kniv. Han døde af et knivstik i hjertet.

Inden offentliggørelsen af navn og fotos af den efterlyste havde politiet opsøgt den 27-åriges familiemedlemmer og venner i et forsøg på at finde ham.

Han er født i Somalia, 182 centimeter høj og spinkel af bygning.

Politiet har anholdt tre andre mænd, som mistænkes for at have deltaget i drabet. Fredag blev to 20-årige anholdt og lørdag morgen meldte en tredje mistænkt, en 22-årig mand, sig til politiet, da han hørte om anholdelserne.

De var alle i grundlovsforhør lørdag. Her afviste dommeren imidlertid politiets krav om varetægtsfængsling. Politiets beviser mod mændene rakte kun til at opretholde anholdelserne i tre døgn.

På de anholdtes adresser har politiet fundet flere knive, og det undersøges nu, om de kan have været brugt mod Jonas Thomsen Sekyere.

Hvis politiet vælger at fremstille de tre mænd i grundlovsforhør på ny, skal det ske tirsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik