Ingen afhentning af skrald i Roskilde

Omkring 10 skraldemænd sørger i øjeblikket for, at skraldebilerne ikke kan komme ind på Roskilde Forbrænding og aflevere affald, skriver DAGBLADET Roskilde.

Det betyder, at borgerne i Roskilde ikke får hentet skrald i
dag og indtil, strejken stopper. Blokeringen skyldes en
overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, som tilsyneladende har
stået på siden 8. juni. Skraldemændene er ansat hos firmaet HCS,
der samler affald ind i Herlev, Glostrup, Ballerup og en række
andre kommuner. I Roskilde er det firmaerne Renoflex Gruppen A/S
og Renovations Transport Roskilde, som tømmer skraldespandene,
og selv om de fortsat arbejder, kan de ikke få lov at komme ind
med affaldet på forbrændingen.
- Det er jo rigtigt irriterende for os. Vi kører færdigt i
dag. Det vil sige, vi kører, indtil bilerne er fyldte, men hvis
de fortsætter med at blokere ved forbrændingen, kan vi ikke
tømme bilerne, og så kan vi ikke hente skrald i morgen,
fortæller Torben Lindholm, der er direktør i Renoflex Gruppen
A/S.
Her har enkelte medarbejdere valgt at strejke i sympati med
deres HCS kolleger, men Torben Lindholm forklarer, at det ikke
er ansatte i Roskilde, der har nedlagt arbejdet.
Skraldemændene fra HCS skulle have genoptaget arbejdet i dag,
men det er ikke sket, og Roskilde Kommune har ikke fået noget at
vide om, hvornår blokeringen stopper. Det er første dag, at
skraldebilerne i Roskilde ikke har adgang til forbrændingen, og
kommunen opfordrer borgerne til at stille deres affald ved siden
beholderne eller stativerne og sortere det for at begrænse
mængden.
Striden mellem HCS's ledelse og medarbejdere har tre gange
været behandlet i Arbejdsretten, som har pålagt medarbejderne at
genoptage arbejdet, men det har de ansatte valgt ikke at følge.
Fredag udsendte ledelsen ellers et brev til hver enkelt
medarbejder med en kraftig opfordring til at møde på arbejde i
dag, og lørdag blev virksomheden og fagforbundet 3F enige om, at
de fagretlige regler skal overholdes og respekteres, og at der
til enhver tid ikke må foretages overenskomststridige
arbejdsnedlæggelser.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra HCS's
ledelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik