Indvandrerdrenge vil holde piger ved kødgryderne

Kvinden går hjemme og passer børnene, og det er mindre vigtigt, at hun har en uddannelse.

Sådan lyder forventningen til fremtidens tilværelse hos langt
flere drenge med indvandrerbaggrund end hos pigerne, skriver
Politiken tirsdag. Det viser en ny analyse af holdninger blandt
danske og nydanske skoleelever i 9. klasse.

Eleverne er blevet spurgt om, hvordan de forestiller sig deres
familiesituation, når de er 35 år. Fire ud af ti drenge med
familiebaggrund i Tyrkiet eller Libanon forestiller sig ifølge
Politiken, at kvinden i familien vil gå hjemme og passe børn,
både når børnene er små og senere.

Det synspunkt deles kun af et lille mindretal af pigerne fra
de samme indvandrergrupper, skriver Politiken. Deres holdninger
matcher i langt højere grad holdningerne hos jævnaldrende etnisk
danske unge.

»Det afspejler, at arbejdsdelingen mellem kønnene er mere
traditionel i de familier, de kommer fra«, siger Torben Tranæs
fra Rockwoolfondens Forskningsenhed til Politiken. Han leder den
store undersøgelse 'Indvandrerne og det danske
uddannelsessystem', som offentliggøres tirsdag.

Skolelærer Sheghel Ashir, som underviser 6.- og 8.-klasser på
Rådmandsgades Skole på Nørrebro, er enig i, at meget skyldes
opdragelsen hjemmefra.

»Mange af drengene er jo ikke opdraget til at lave noget
derhjemme. Jeg har drenge i 6. klasse i hjemkundskab, og når der
skal vaskes op eller fejes gulv, er der nogle af dem, der siger,
at det vil de ikke, for det er pigearbejde«, siger Ashir til
Politiken.

Omvendt siger mange piger, at de vil noget andet med deres
liv.
»Pigerne i 8. klasse synes, det er kedeligt at gå hjemme. De
vil gerne bryde mønstret og tage en uddannelse«, siger Sheghel
Ashir til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik