Identitetstyveri: Familiefar fik stjålet sit ansigt af svindler i Nigeria

Familiefaren Niklas Roar bliver misbrugt på de sociale medier i stor stil. Adskillige falske profiler på blandt andet Tinder, Facebook og Instagram stjæler og bruger hans billeder. Men ifølge politiet er det ikke ulovligt.

De fleste af os bruger sociale medier, når vi skal dele vores oplevelser med venner og familie.

Vi lægger billeder og videoer op uden at tænke over, at der er digitale identitetstyve derude, som kan finde på at misbruge dem.

quote Jeg forstår ikke, hvordan det ikke er ulovligt at stjæle en anden persons billeder og udgive sig for den person. Hvad er det, som jeg har misforstået?

Niklas Roar, journalist, gymnasielærer og blogger

Som regel er der ikke noget at frygte, men det kan gå grueligt galt. Det kan Niklas Roar bevidne.

De seneste måneder har været lidt af et mareridt for ham og hans familie. Der er ikke gået en uge, uden at der er dukket nye falske profiler frem på de sociale medier, som misbruger Niklas Roars billeder.

- Jeg fik det fysisk rigtig dårligt forleden dag. Jeg havde ondt i maven og kvalme, og jeg havde sådan en følelse af, at jeg havde været udsat for et overgreb. Fordi hver gang jeg troede, at nu kommer der ikke flere nye falske profiler, så dukkede der en ny op. Så jeg blev helt overvældet og tænkte, hvornår stopper det her? Hvad er det for en Pandoras æske, som er blevet åbnet her? Og jeg kan ikke forestille mig, at jeg har set den sidste, siger Niklas Roar, da vi møder ham i hans lejlighed på Vesterbro i København.

Niklas Roar er journalist og gymnasielærer, men derudover blogger han også på de sociale medier, hvor han blandt andet deler videoer og billeder om mad.

Misbrugt af Tinder-hajer

Normalt modtager han positiv respons fra sine følgere, men i marts får Niklas Roar pludselig en henvendelse fra en kvinde fra Aarhus.

- Hun skrev: 'Hvaa' er du på Tinder under et andet navn?' Men jeg er gift og familiefar, så jeg dater ikke kvinder på Tinder, siger Niklas Roar.

Det viste sig, at en 49-årig underviser på Aarhus Universitet med navnet Jan huserer på dating-appen Tinder med et profilbillede af Niklas Roar.

Niklas Roar opdager første gang, at han er udsat for identitetstyveri, da en kvinde spørger ham, om han er på Tinder under et andet navn.
Niklas Roar opdager første gang, at han er udsat for identitetstyveri, da en kvinde spørger ham, om han er på Tinder under et andet navn.
Foto: Privat

Niklas Roar kontakter Tinder og forsøger uden held at få fjernet den falske profil. Men ellers tænker han ikke så meget over det. Lige indtil en ny profil med et af hans billeder dukker op.

- Så dukker Wilson så op. Wilson på 52 år. Under hans profil skriver han: Power and love. Never underestimate yourself. You are powerfull and full of love. Altså, hvad er det for noget pis at skrive, siger Niklas Roar og tilføjer.

Der dukker flere og flere falske profiler op med Niklas Roars billede på sociale medier.
Der dukker flere og flere falske profiler op med Niklas Roars billede på sociale medier.
Foto: Privat

- Jeg har virkelig svært ved at se, hvad de her folk får ud af det. Vil de sidde og narre nogen digitalt, så de kan få online sex, eller hvad går det ud på?

Børnene misbrugt på Instagram

De falske Tinder-profiler begynder langsomt at gnave sig ind i Niklas Roars bevidsthed. Men profilerne på Tinder er desværre kun begyndelsen.

Pludselig opdager han, at også på andre sociale medier som Facebook og Instagram er der flere falske profiler, der bruger hans billeder og påstår at leve hans liv.

Hver uge bliver han gjort opmærksom på nye digitale copycats, der pynter sig med snapshots fra hans liv. Men særligt en profil bekymrer ham.

 
 
Foto: Privat

- Lige pludselig bliver jeg gjort opmærksom på en ny profil. En Larris I. Hudson, som på billederne også ligner mig til forveksling. Faktisk er han jo mig på billederne. Han har over 500 følgere, og han lægger rigtig mange billeder op med mine børn og udgiver sig for at være far til dem. Blandt andet poster han et billede af mig og min datter foran børnehaven. Det billede får masser af likes, og folk skriver, at han har nogle dejlige børn, og han er en super god far. Det bryder jeg mig fandme ikke om!

Den falske profil Larris I. Hudson har mere end 500 følgere, der begejstret liker, når han lægger billeder op med Niklas Roar og hans børn
Den falske profil Larris I. Hudson har mere end 500 følgere, der begejstret liker, når han lægger billeder op med Niklas Roar og hans børn
Foto: TV 2 Kosmopol

82 hjerte-emojis og en tjeneste til 100 dollars

Smertegrænsen er på det her tidspunkt for længst overskredet, men alligevel har Niklas Roars endnu ikke oplevet kulminationen på sit digitale mareridt. For nylig bliver han nemlig kontaktet af en tysk kvinde, som har chattet med en fyr på Googles mødested Hangouts. Han bruger også Niklas Roars billeder.

- Han lover hende guld og grønne skove. Han sender hende billeder af mig og mine døtre, og jeg ved ikke hvor mange hjerte-emojies på alle sine beskeder. Han skriver: 'Okay darling, I hope this brightens up your day, og så sender han et billede af mig. Han fortæller hende, hvor meget han elsker hende, og så kommer det pludselig frem, efter at hun har skrevet frem og tilbage med ham, at han har behov for, at hun låner ham 100 dollars til en telefon, fordi han har nogle problemer med et telefonkort, siger Niklas Roar.

Manden, som kalder sig Jakob Jeraud, forsøger gentagende gange at lokke den tyske kvinde til at sende ham penge.

 
 
Foto: Privat

- Hun er jo ikke tabt bag en vogn, hvilket han åbenbart tror, hun er. Hun arbejder vist med noget IT og har fundet hans IP-adresse frem. Og den leder så til Nigeria, hvilket jo for nogle af os får en klokke til at ringe, og man tænker, at det her er en dygtig scammer-type, som er niveauet over de folk, der sender et brev ud, hvor der står, at man for nogle få hundrede dollars kan være med til at arve en rig onkel, men bare lige skal sende nogle konto- og adresseoplysninger. Men det her virker som en, der har gjort det før, siger Niklas Roar.

Svindler taler hen over video med Niklas

Da det efter flere ihærdige forsøg ikke lykkedes at narre den tyske kvinde, prøver manden fra Nigeria sig med et kreativt digitalt trick. Han laver et videoopkald, hvor han bruger en af Niklas Roars videoer fra Facebook.

quote På videochatten taler han ind over en af mine videoer. Han har simpelthen lavet en eller form for dubbing, hvor han forsøger at synkronisere sin stemme med mine mundbevægelser fra en af mine videoer.

Niklas Roar, gymnasielærer og blogger

- Scammeren vil virkelig gerne vise, at han er god nok. Så han har simpelthen lavet en videochat med hende, og der synes jeg, at det bliver vildt. På videochatten taler han ind over en af mine videoer. Han har simpelthen lavet en eller form for dubbing, hvor han forsøger at synkronisere sin stemme med mine mundbevægelser fra en af mine videoer, som jeg har lagt op på de sociale medier, siger en rystet Niklas Roar.

Se videochatten mellem den tyske kvinde og manden, som udgiver sig for Niklas Roar, her.

Det er ikke ulovligt, siger politiet

Niklas Roar har forsøgt at anmelde misbruget af sine billeder til Københavns Politi. Men i svaret fra politiet skriver de, at der intet ulovligt er i at bruge andres offentligt tilgængelige billeder. Heller ikke til andre falske profiler, her er ikke tale om identitestyveri.

Politiet forklarer også, at de ikke mener, der er hjemmel i straffeloven til at optage anmeldelse, og at de derfor ikke vil efterforske sagen.

Læs hele svaret fra Københavns Politi her:

Hej Niklas

 

Vedr. din anmeldelse på politi.dk skal jeg gøre dig opmærksom på at der

intet ulovligt er i at bruge andres offentlig tilgængelige billeder. Heller

ikke til andre falske profiler, her er ikke tale om ”identitestyveri”.

 

Det du skal gøre er at melde forholdene til hhv. Facebook, Instagram samt de

andre medier hvorpå dine billeder bliver brugt til falske profiler. Det er

medierne der skal slette omhandlende profiler hvis de finder grundlag for

dette.

 

Din anmeldelse bliver registreret i politiets systemer under journalnummer

0100-61605-07657-20.

 

På baggrund af ovenstående er din anmeldelse ikke vurderet, som en

overtrædelse af dansk lovgivning og anmeldelsen dermed afvises jf. § RPL.

749, stk. 1. anmeldelsen er registreret på en ovenstående journalnummer, du

kan klage over afgørelsen, enten ved at sende klagen hertil eller til

Statsadvokaten i København, fristen for at klage er 4 uger fra i dag”.

 

Fortsætter brugen af dine billeder af f.eks. én specifik person, kan der

overvejes et tilhold, men så skal det være et slemt tilfælde hvor samme

person, gentagende gange  bruger dine billeder og udgiver sig for at være

dig, ikke kun ved brug af foto men f.eks. også med navn, adresse, stilling

osv, altså mere personlige oplysninger.

 

Men som sagt er det de omhandlende sociale medier der skal klages til,

hvilket jeg råder dig til at starte med.

 

Håber det hele giver mening.

 

God weekend

.....................................

Politiassistent

Indledende Visitation og Særlov

Københavns Politi

Halmtorvet 20, Kbh V.

I stedet for anbefaler politiet Niklas Roar til at tage kontakt til de sociale medier og få dem til at fjerne de falske profiler.

- Det undrer mig virkelig meget. Jeg var paf. Jeg forstår ikke, hvordan det ikke er ulovligt at stjæle en anden persons billeder og udgive sig for den person. Hvad er det, som jeg har misforstået? Det er jo meget en principiel sag for mig, det her. Jeg er med på, at politiet nok ikke afsætter tre mand, der arbejder i døgndrift på at opklare sagen. Men jeg synes, at det er alvorligt at stjæle folks identitet. Så jeg synes helt principielt, at det skulle være muligt at anmelde disse her sager.

TV 2 Lorry har været i kontakt med både Københavns Politi og Rigspolitiet.

Københavns Politi ønsker ikke at stille op til interview, men skriver i en mail, at de ikke har mulighed for at forfølge sagen yderligere. Det skyldes, at Niklas Roars anmeldelse af identitetstyveri ikke er omfattet af dansk straffelov.

Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3, ønsker heller ikke at blive interviewet om sagen og Rigspolitiet skriver i en mail:

- Vi har ikke grund til at betvivle Københavns Politis vurdering af, at den pågældende anmeldelse af identitetstyveri ikke er omfattet af dansk straffelov, skriver Rigspolitiets presseafdeling.

Niklas Roar oplever at digitale svindlere bruger billeder af ham og hans familie på falske profiler på bl.a. Tinder og Instagram – og på videoer, hvor han bliver brugt til at lokke tyske kvinder til at sende penge.  Niklas føler sig magtesløs, for der er ingen hjælp at hente fra techgiganterne og heller ikke fra politiet

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik