I morgen tildækkes Christiansborg Slotsplads med tusindvis af bamser

Demonstranter erstattes af bamser, når forældrebevægelser lørdag arrangerer demonstration for Christiansborg for at kræve minimumsnormeringer indført akut.

Lørdag formiddag opstilles flere tusinde bamser foran Christiansborg i en demonstration for bedre normeringer i daginstitutioner. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Flere tusinde demonstranter indfinder sig lørdag formiddag foran Christiansborg til demonstration for bedre normeringer i daginstitutionerne.

Skaren af demonstranter udgøres dog af en noget broget flok. Tusindevis af tøjdyr og bamser erstatter nemlig de personer, der ellers skulle have mødt op, men som grundet coronaretningslinjerne ikke kan forsamles.

Men det stopper ikke forældrebevægelsen ’Hvor er der en voksen’, der sammen med Forældrenes Landsorganisation, Fola, arrangerer demonstrationen.

- Vi går jo efter Guinness-rekorden for flest bamser samlet et sted, som lige nu er på omkring 7.500, siger Marie Blønd, talsperson for forældrebevægelsen ’Hvor er der en voksen’.

Langt mere vigtigt er det dog ifølge forældrebevægelsen, at politikerne på Christiansborg bliver råbt op, så de får indført bedre og ikke mindst ægte minimumsnormeringer med det samme.

Bevægelsen har landet rundt arrangeret bamseindsamlinger i daginstitutioner og supermarkeder. Her ses et foto fra torsdag, hvor bamser fra Vejle samles og køres til København. Foto: Privatfoto

Senest fra 2025 skal alle kommuner i Danmark have indført minimumsnormeringer i daginstitutioner. Det vedtog regeringen med støttepartierne og Alternativet i december sidste år.

Til at realisere dette vedtog samme partier i februar måned en aftale om at tilføre landets kommuner 500 millioner kroner til bedre normeringer – et beløb, der stiger til 1,6 milliarder i 2025.

Læs også Minimumsnormeringer i daginstitutioner i to kommuner fra næste år

Minimumsnormering senest fra 2025

Fra 2025 skal alle kommunale daginstitutioner have indfaset BUPL's minimumsnormering for, hvor mange børn per voksen, der må være i daginstitutionerne.

 

Målet er, at minimumsnormeringer fuldt indfaset betyder, at der maksimalt er tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

 

 

Kilde: Regeringen og BUPL

Bamseindsamling fra en vuggestue i Dragør. Foto: Privatfoto

Siden har TV 2 Lorry fortalt, at mange kommuner i hovedstadsområdet ved de nylige budgetforhandlinger er blevet enige om at indføre de aftalte normeringer endnu tidligere. Flere kommuner vil allerede fra 2021 sikre, at der maksimalt er tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

Mens spørger man forældrebevægelsen ’Hvor er der en voksen’, er kommunernes løfter til dels tomme og uden den fornødne substans. Papirnormeringer, kalder de det.

- Normeringerne skal være reelle normeringer, som rent faktisk giver flere pædagoger per barn, og ikke bare papirnormering, som ikke bare ser fine ud i statistikker, siger hun.

Marie Blønd, talsperson for forældrebevægelsen 'Hvor er der en voksen' Foto: TV 2 Lorry

Læs også Talsmand for forældrebevægelse er ikke tilfreds med minimumsnormeringer

Forældrebevægelsen kritiserer de beregninger, regeringen indtil nu har lagt til grund for de allokerede penge til kommunale minimumsnormeringer. Den tager for eksempel ikke højde for fraværskilder hos personale som sygdom, ferie eller efteruddannelse. Det vil reelt set betyder, at der aldrig kommer til at være den lovede minimumsnormering på gulvet ude i institutionerne.

Derfor håber forældrene, at politikerne med synet af de mange bamser vil have kravet om reelle, akutte normeringer her og nu vil tage budskabet med ind til forhandlingsbordet, når partierne sætter sig sammen i slutningen af september for at forhandle modellen for minimumsnormeringer og lovgivningen på området.

I november sidste år arrangerede bevægelsen en lignende demonstration, hvor flere tusinde gik fra Københavns Rådhus til Christiansborg.

- En bamse er mere end et tøjdyr. En bamse repræsenterer tryghed og omsorg, og det er jo lige præcis det, der ikke er plads til med de normeringer, der er lige nu, siger Marie Blønd.

Demonstrationen lørdag vil indeholder taler, musik - og sågar interviews med bamser, hvad end det så betyder, fortæller Marie Blønd. Det hele livestreames ud til interesserede via Facebook og 'Hvor er der en voksen's hjemmeside.

Når demonstrationen er overstået, bliver de mange tusinde bamser samlet sammen og doneret til lille NGO Støtte til Børn på Flugt.

Hvor er der en voksen?

Forældrebevægelsen "Hvor er der en voksen" startede i foråret med en facebookkommentar fra Tina Albertsen fra Roskilde og siden da har bevægelsen spredt sig til hele landet.

 

I juni 2019 - lige inden Folketingsvalget - var der demonstrationer over hele landet, hvor op mod 100.000 forældrene var på gaden.

 

I forbindelse med Folketingets åbning den 1. oktober 2019 var der igen demonstrationer over hele landet. 

 

22. november 2019 gik forældrene igen på gaden i København og i Herning.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik