Hver anden skole i København underviser for lidt

53 procent af folkeskolerne i Københavns Kommune underviser mindre end den minimumsgrænse, som staten har fastlagt. Det viser en endnu ikke offentliggjort kvalitetsrapport fra Københavns Kommune.

Det er »fuldstændig urimeligt«, siger formand for Skole og Forældre i København Jens Thorsen.til Politiken: »Vi kan ikke leve med, at børnene ikke får den undervisning, de skal have. Det må forvaltningen gøre noget ved«.

Børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) erkender, at det ikke er godt nok.

»Det er et kæmpe problem, for der er en grund til, at staten planlægger med det antal timer. Minimumstimetallet er det, man regner med, at et barn skal have for at blive så dygtig, som man kræver, det skal være«, siger hun.

For at sikre, at eleverne får de timer, de skal, vil Københavns Kommune nu føre tilsyn med skolelederne.

»Hvis vi kan se, at der på en skole ikke bliver planlagt med statens minimumstimetal, vil en af vores områdechefer kalde skolelederen til samtale eller løbende bede om at få dokumentation, så det rigtige antal timer bliver planlagt og afholdt«, siger Anne Vang.

Nogle af skolerne bryder loven i enkelte fag, mens andre gør det inden for faggrupperne, der skal udgøre en vis del af børnenes skolegang. For eksempel den naturvidenskabelige, som blandt andet geografi og biologi hører under.

Ifølge pædagogisk konsulent i børne- og ungdomsforvaltningen Claus Detlef, der har været med til at lave rapporten, er der store forskelle på, hvor mange timer der mangler på skolerne.

»Et slemt eksempel kan være, at man har givet alle elever på et klassetrin fire lektioner om ugen i dansk i stedet for fem. Så kommer de til at mangle 30 dansktimer på et år. I sådan nogle tilfælde har vi pålagt skolen at give eleverne en time mere året efter«, siger han.

En del af årsagen til de manglende timer er problemer med at tolke reglerne om, hvor mange timer klassetrinene skal have på de forskellige fagområder, samt et besværligt indberetningssystem.

Det fortæller formand for Københavns Skolelederforening Axel Bech.

»Det har givet en masse fejlberegninger, som der efterhånden skulle være rettet op på. Men der er klart skoler, der har store problemer, og det hænger sammen med deres økonomi«, siger Axel Bech.

Problemet er, at skolerne får penge efter antal elever i klasserne fortæller han:

»Derfor har skoler med mindre klasser svært ved at overholde minimumstimetallet, sammenlignet med skoler, der har 26 elever i klasserne«.

Formanden for Københavns Skolelederforening er positivt stemt over for Anne Vangs beslutning om at føre tilsyn.

Problemet med at give elever de timer, de har krav på, gælder i hele landet, men omfanget er blevet mindre. Hvor det i skoleåret 2006 til 2007 gjaldt 21 procent af eleverne, er det nu 16 procent, viser en rapport fra Undervisningsministeriet.

»Man må ikke planlægge med færre timer, end det fremgår af lovgivningen, og det skal håndhæves. Det har vi netop skabt værktøjerne til at sikre«, siger undervisningsminister Tina Nedergaard (V).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik