Hun dedikerede sit liv til at få metroen til København – nu får hun arkitekternes ærespris

Den mangeårige direktør i Metroselskabet og arkitekt Anne-Grethe Foss modtager Arkitektforeningens fornemmeste pris, Æresmedaljen for sit arbejde med Københavns Metro.

Hvad der startede med en skitse i sin tid som studerende på arkitektskolen i 1969 af en metrolinje mellem Kongens Nytorv og Østerport med en metrostation under Mamorkirken skulle senere komme til at fremstå tættere på virkeligheden, end hvad den unge Anne-Grethe Foss sikkert havde forestillet sig dengang.

Der skulle godt nok gå over 30 år fra skoleprojektets skitseringer, til Københavns første metrolinje blev indviet, men at hovedstaden overhovedet fik en metrolinje kan i høj grad tilskrives netop Anne-Grethe Foss, der gennem en årrække som administrerende direktør for Metroselskabet var en drivkraft bag metroens indtog i København.

Og derfor er hun modtageren af den prestigefyldte udmærkelse inden for dansk arkitektur, Æresmedaljen, som Arkitektforeningen uddeler. Det skriver Arkitektforeningen på sin hjemmeside.

Dermed slutter Anne-Grethe Foss sig til store navne som Jørn Utzon, Ludwig Mies van der Rohe, Arne Jacobsen, Alvar Aalto og for nylig Bjarke Ingels som modtagere af prisen.

- Jeg er dybt taknemmelig og meget, meget beæret over det. Det er jo nogle meget, meget fine forgængere, jeg har, siger Anne-Grethe Foss til TV 2 Lorry.

Anne-Grethe Foss modtager prisen for sin rolle i udviklingen af Københavns metro.
Anne-Grethe Foss modtager prisen for sin rolle i udviklingen af Københavns metro.
Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Meget mere end et transportmiddel

Den 78-årige tidligere administrerende direktør og nuværende vicedirektør får prisen for med metroen i København at have skabt meget mere end et transportmiddel, som har gjort det lettere at komme rundt i København.

- Det har skabt en hel grundlæggende udvikling af København og bundet byen sammen på nye måder. Samtidig er Metroen et anlægsbyggeri af høj arkitektonisk kvalitet med stationer, der både fungerer som behagelige og trygge rum at bevæge sig i over og under jorden, siger Arkitektforeningens formand, Johnny Svendborg, som begrundelse.

- Selv tunneldesignet giver en tryg rejseoplevelse, og man mærker tydeligt, at arkitekturen har været tænkt ind fra begyndelsen. Det skyldes en enestående indsats, siger han.

Og sådan her ser den altså ud, Æresmedaljen.
Og sådan her ser den altså ud, Æresmedaljen.
Foto: TV 2 Lorry

Føler sig endelig som en del af flokken

Selvom Anne-Grethe Foss har haft en lang karriere, hvor direktørgerningen har spillet en mere central rolle end arkitektgerningen, så har hun via sin egen baggrund altid haft fokus på at få arkitekturen til at være et nøgleelement i projekter, hun fra direktørgangene stod i spidsen for.

- Hvor jeg måske før har følt mig som lidt en outsider og ikke sådan for alvor en arkitekt, føler jeg nu, at jeg har fået lov til at være og er en del af faget. Og det synes jeg, er rigtig dejligt, fordi arkitektfaget altid har været grundlaget for alt, hvad jeg har foretaget mig, siger Anne Grethe-Foss til TV 2 Lorry.

Æresmedaljen har været uddelt siden 1927 og kan både tildeles Arkitektforeningens medlemmer, ikke medlemmer og institutioner, som foreningen ønsker at vise en særlig udmærkelse, og som har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats inden for arkitektfagets områder.

Senest modtog parret Inger og Johannes Exner i 2018 Æresmedaljen.

Blå bog: Anne-Grethe Foss

  • Født 1942 i Horsens.
  • Uddannet fra Arkitektskolen i København 1969. 
  • Har arbejdet som byplankonsulent, været underviser ved Kunstakademiets Arkitektskole og været fuldmægtig i henholdsvis Miljø- og Trafikministeriet. 
  • Har været kontorchef i KTAS og planlægningschef i DSB. 
  • Blev ansat som direktør i Ørestadsselskabet, da det blev oprettet i 1993 (blev i 2007 omdøbt til Metroselskabet).
  • Er i dag en del af direktørgruppen for Metroselskabet og Hovedstadens Letbane.
  • Modtager af Arkitektforeningens Æresmedalje for sin rolle i udviklingen af Københavns metro.


Kilder: Berlingske, Wikipedia, Metroselskabet

Vi har tegnet et længere portræt af Anne-Grethe Foss i udgaven af Søndagsmagasinet med titlen Metroens Mor, som du kan se i videoen herunder:

Den snart 75-årige Anne-Grethe Foss har gennem et helt arbejdsliv kæmpet for at få en københavnsk metro på skinner.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik