Hovedstadens natur i fremgang, mens udvikling i den vilde natur skræmmer professor

En naturundersøgelse viser, at byerne er i fremgang, og at hovedstadens natur udvikler sig mest positivt sammenlignet med landets andre regioner. Dog halter naturområder og landbruget bagefter.

Sandsynligheden for at se en hare komme løbende på græsset i sommerhuset eller en flagermus komme flyvende i nattens mørke i haven er blevet overvejende større end for fem år siden.

Det viser en undersøgelse udarbejdet af Københavns Universitet, Aage V. Jensen Naturfond og Danmarks Naturfredningsforening.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse. 

Siden 2015 har mere end 20.000 frivillige danskere indsendt over 500.000 observationer af 30 forskellige dyr, planter og svampe i forbindelse med et projektet ved navn Biodiversitet Nu.

Byarealer er mere naturvenlige

Ud fra de mange observationer er det slået fast, at der især i hovedstadsområdet er sket en stor fremgang i naturen, som udvikler sig positivt sammenlignet med andre regioner i landet. 

- Vi hører ellers så meget negativt, når det handler om biodiversitet. Men her kan vi vise, at for vores almindelige arter nær byerne, er der sket en fremgang. Vores data er ikke indsamlet af eksperter, men datamængden er så stor, og analyserne så robuste, at uanset hvordan vi tester data og indregner usikkerheder, kommer vi frem til samme positive resultat, siger Carsten Rahbek, professor i biodiversitet, leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet, til TV 2 Lorry. 

Årsagen til fremgangen skal findes i, at flere byarealer er gjort mere naturvenlige, så dyr og insekter kan trives i bylivet.

Stilstand i naturområder og landbrug

Dog manes der til besindighed hos Danmarks Naturfredningsforening, der leder projektet. For selvom der er stor fremgang i hovedstadsområdet, står det stille i naturområder og i landbruget, hvor der ikke er tegn på bedring for naturen.

- Lige så glade vi er for fremgangen for de almindelige arter i og omkring byerne, lige så forfærdede er vi over, at naturen uden for byerne, hvor de sjældne og truede arter overvejende lever, ikke oplever nogen fremgang. Det er dybt bekymrende, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, i pressemeddelelsen. 

En bekymring Carsten Rahbek også deler.

- Det er et skræmmende resultat, at de almindelige arter ikke går frem, hvor de burde trives, nemlig i den vilde natur. Andre undersøgelser viser, at vi har masser af plads til forbedring, men vores naturområder er nu i så ringe en tilstand, at end ikke de almindelige arter går frem.

Stilstanden skyldes, at driften ude på markerne er intensiveret, så dyr og insekter ikke kan leve i det åbne landskab, men i stedet er tvunget til at søge andre steder hen for eksempel ind til byerne.

For naturområdernes vedkommende er stilstanden her blot et tegn på, at der ikke er gjort en indsats for at forbedre disse områder, da der er en høj naturværdi i forvejen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik