Hovedstadens brandfolk vandt medaljer for 39 etagers trappeløb

Brand- og ambulancefolk fra Hovedstadsområdet har vundet medaljer i disciplinen trappeløb i en stort anlagt konkurrence i Berlin.

I år er det syvende gang, at brand- og ambulancefolk fra Hovedstadsområdet har deltaget i konkurrencen Firefighter Stairrun i Berlin. 

Konkurrencen fandt sted i dag ved skyskraberen Park Inn Hotel, der er den tyske hovedstads højeste hus.

- Det er gået over al forventning. Vi ville naturligvis gerne have været nummer et, vi deltager jo for at vinde, men til gengæld har vi så fået medaljer i tre kategorier, fortæller Carsten Andersen, der er brandinspektør i Hovedstadens Beredskab.  

15 kilos udstyr

Kort fortalt går konkurrencen ud på, at brand- og ambulancefolkene skal løbe op ad trapperne til 39. etage. Det gør de iklædt deres udstyr - altså brandstøvler, brandbukser, brandjakke, hjelm, handsker og røgdykkerapperat med maske. Det vejer ialt cirka 15 kilo. 

Man dyster parvis, og der er i alt 800 deltagere fra hele verden med i konkurrencen. I år er de 26 deltagere fra Hovedstadens Beredskab, Københavns Lufthavn og Tårnby Brandvæsen løbet med to sølvmedaljer og en bronzemedalje i de forskellige kategorier. 

- Vi træner jo allesammen - løb og cykling og den slags. Men trapper er bare ekstra hårdt. Benene syrer til. Men vi har jo masser af højhuse i hovedstadsområdet, så vi skal kunne klare trapper. Hvis der er brand, tager man jo ikke elevatoren, siger Carsten Andersen. 

770 trin på 6 minutter

Trappeløbet er på tid, og der er ikke mulighed for at holde pauser undervejs. I gennemsnit tager det 8 minutter og 50 sekunder at komme op til 39. etage. De hurtigste fra hovedstadsområdet kan dog gøre det på 7 minutter og 55 sekunder, mens det absolut hurtigste af de 400 hold i konkurrencen kan tage de 770 trin på 6 minutter.  

Holdet fra Hovedstadsområdet har trænet til konkurrencen siden januar. Mindst en gang om ugen har de løbet op ad trapperne til 30. etage i Domus Vista på Frederiksberg. Men skyskraberen i Berlin har ni etager mere end Domus Vista. 

- Jeg havde frygtet, at når vi kom op over det antal etager, som vi har trænet til, så ville vi ikke kunne mere. Det skete heldigvis ikke, men det var rigtig, rigtig hårdt, siger Carsten Andersen. 

Se indslag fra onsdag d. 3. maj om brand- og ambulancefolkenes træning i Domus Vista.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik