Hovedstaden rammes hårdere af besparelser

De ansatte i provinsen går fri af statens fyringsrunder, viser opgørelse. Hovedstaden er hårdt ramt.

De ansatte i statens administration i provinsen behøver ikke frygte for deres job. I hvert fald viser en opgørelse fra Finansministeriet, at fyringerne stort set går uden om provinsen.
- Jeg er meget tilfreds med, at der er taget meget hensyn til områderne uden for Hovedstaden i de afskedigelser, der er foretaget, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Mogens Jensen.
Der er samlet set afskediget godt 1300 årsværk i de igangværende personaletilpasninger i staten. Men kun 16 procent af afskedigelserne har fundet sted i regionerne uden for hovedstaden.
Region Nordjylland tegner sig kun for 2,3 procent af statens samlede fyringer, selvom næsten ti procent af arbejdsstyrken er ansat i denne region.
København har derimod været hårdt ramt af fyringerne. Hovedstadsregionen tegner sig for 84,1 procent af alle fyringerne, selvom det blot er 46 procent af arbejdsstyrken, som er ansat i København.
Afskedigelser i Region Hovedstaden er således overrepræsenteret, mens afskedigelser i de resterende regioner er underrepræsenteret.
- Regeringen arbejder hårdt for at bidrage til den positive udvikling i landsdelene uden for København. Her spiller de statslige arbejdspladser en væsentlig rolle, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Mogens Jensen.
Fyringerne skal være med til at barbere den statslige administration.
- Det har været nødvendigt at slanke det statslige bureaukrati for at sikre, at vi i fremtiden har råd til investeringer i bedre uddannelse, forskning og sundhed, siger Mogens Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik