Hollænder anholdt med 6,4 kilo kokain i lufthavn

Portugisiske toldere fattede mistanke til hollænder med kurs mod Danmark og gav danske toldere et narkotip.

En hollandsk mand havde 6,4 kilo kokain med i kufferten, da han fredag fløj fra Lissabon til København.

Den 23-årige mand er nu anholdt, og lørdag vil Københavns Politi fremstille manden i grundlovsforhør i dommervagten i København med krav om varetægtsfængsling.

- Han stiger på et fly i Lissabon, og der er der nogle toldere, som bliver interesseret i hans bagage, fortæller politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politis narkotikasektion.

De portugisiske toldere valgte på baggrund af deres mistanke mod manden at rette henvendelse til de danske toldmyndigheder, eftersom manden skulle flyve mod Danmark.

- Vi har et glimrende samarbejde med tolderne i lufthavnen, og efter en fælles aktion, hvor vi holder øje med manden et stykke tid, bliver han anholdt, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Steffensen ved ikke, om kokainen var beregnet til salg i Danmark, eller om den skulle fragtes videre. Prisen for kokain på gadeplan er cirka 500 kroner pr. gram.

Af hensyn til sagens efterforskning vil lørdagens grundlovsforhør formentlig blive afholdt for lukkede døre. Den afgørelse er op til dommeren, men det er normalt, at retten tager hensyn til politiets efterforskning i større narkosager.

Besiddelse af narkotika og narkosmugling er blandt de forbrydelser, som straffes hårdest.

Besiddelse af kokain i den mængde, som der er tale om i denne sag, vil formentlig udløse i omegnen af fem-seks års fængsel.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik