HOFOR vil producere københavnsk strøm - på en mark i Lemvig

Danmarks største vandforsyningsvirksomhed kaster sig nu over produktion af strøm med solcelleanlæg. Til næste år etableres en gigantisk solcellepark på en mark i Lemvig.

En 260.000 kvadratmeter stor mark i Kikkenborg, syd for Lemvig, skal være med til at gøre København mere grøn.

For her vil vandforsyningsselskabet HOFOR, der ejes af en række kommuner i hovedstadsområdet, kaste sig nu over et nyt arbejdsområde - elproduktion fra solcelleanlæg.

HOFOR har købt en 26 hektar (260.000 kvadratmeter) stor mark ved Lemvig i Nordjylland, og nu vil man etablere et solcelleanæg, der bliver så stort, at det kan producere strøm til 4.000 husstande - svarende til 20.000 MWh.

 - Solceller er blevet konkurrencedygtige med strøm fra vindmøller og passer godt ind i vores ambitiøse grønne strategi, som blandt andet fokuserer på de brændselsfrie teknologier. Sol er desuden et rigtig godt match til vores vindmøller:. Solcellerne producerer mest, når det er vindstille, og solen skinner, hvor møllerne producerer mindst, siger HOFOR's chef for vedvarende energi, Jesper Pedersen, i en pressemeddelelse fra selskabet.

Strøm i Jylland gør København grønnere

Og når et københavnsk forsyningsselskab vælger at producere strøm på en mark i Jylland, så hænger det sammen med manglende plads i hovedstadsområdet.

-Vi stiler mod at producere københavnernes strøm på grønne anlæg som vindmøller og solceller. Men byen har ikke så meget plads, så vi må lægge solparkerne og vindmøllerne forskellige steder i landet eller på havet . Målet er, at vi samlet producerer en mængde grøn strøm, der svarer til københavnernes forbrug, oplyser Jesper Pedersen til TV 2 Lorry,

Så selvom den strøm, der kommer ud af en københavners stikkontakt, ikke nødvendigvis kommer fra et solcelleanlæg, så opvejer HOFORs grønne produktion den del af energiproduktoionen, der er konventionelt produceret.

Gavner naturen

Han understreger i øvrigt, at anlægget også vil være godt for naturen.

De 60.000 solcellepaneler, der skal sættes op, betyder, at marken ikke dyrkes - og dermed skal der ikke bruges pesticider. Samtidig vil blomster og andre planter kunne vokset uhindret mellem panelerne til gavn for bier og andre insekter og dermed også fugle. Panelerne holdes rene af regnvand og skal derfor ikke rengøres.

Anlægget i Lemvig bliver ikke det sidste af sin art. HOFOR planlægger nemlig flere tilsvarende solparker rundt om i landet og nævner selv, at de dermed er med til at tage endnu et skridt mod ambitionen om at gøre hovedstaden CO2-neutral i 2025.

Det bliver ikke HOFOR selv, der skal udføre og drive anlægget. Her har de allieret sig med det Frederiksberg-baserede energi-selskab Better Energy.

De skal opføre og drive solcelleparken i Lemvig. Better Energy arbejder med solenergi og blev grundlagt i 2012.  I dag er de et af de hurtigst voksende energiselskaber i Europa. Better Energy ser solenergien som et centralt led i den grønne omstilling, Danmark er ved at gennemføre.

- Samarbejdet med HOFOR har stor betydning for rejsen mod en fuld bæredygtig energiforsyning i Danmark, hvor solenergi supplerer og komplementer Danmarks eksisterende vindenergiforsyning. Sol og vind er hinandens forudsætninger på vejen mod en fremtid, der er drevet af vedvarende energikilder, siger Mark Augustenborg Ødum, der er en af stifterne af Better Energy.

Enorm vækst

Den danske produktion af strøm fra solcelleanlæg er pænt stigende.

Energistyrelsen oplyser til TV 2 Lorry, at vi i Danmark i 2017 producerede 751 GWh fra solcelleanlæg. Det steg året efter til 953 GWh - svarende til elforbruget i omrking 238.000 husstande.

Og HOFORs kommende anlæg kommer altså til at øge produktionen med 20 GWh.

quote Strøm fra solenergi er billigere end strøm fra fossile brændstoffer

Mark Augustenborg Ørum, medstifter, Better Energy

- HOFOR gør meget for den grønne omstilling, og jeg tror selv, de blev overraskede over at opdage, hvor konkurrencedygtig strømmen fra solenergi er blevet. Vi er nu nået så langt, at vi har de første projekter i støbeskeen, hvor der ingen offentlig støtte er. For det er nu billigere at producere strøm fra solenergi end fra frossile brændstoffer, siger Mark Augustenborg Ødum fra Better Energy til TV 2 Lorry.

Better Energy arbejder også med langt større projekter en HOFORs.

De er ligenu i gang med at etablere et anlæg i Vestjylland på en 220 hektar stor mark, hvor den årlige produktion vil blive på mere end 200 GWh - 10 gange større end det planlagte HOFOR-projekt ved Lemvig.

Når solcelleanlæggene tænkes i stor størrelse, producerer de strøm til mange tusinde husstande.
Når solcelleanlæggene tænkes i stor størrelse, producerer de strøm til mange tusinde husstande.
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik