Hoffet forbyder prinsesse-te

Et kreativt te-firma er blevet irettesat af Hofmarskallatet for at have misbrugt kronprinsesse Mary i markedsføringsøjemed, skriver B.T. fredag.

En simpel teblanding med blandt andet lakridsrod og
solsikkeblomster bliver i talrige specialforretninger landet
over og fra visse apoteker solgt under betegnelsen »Prinsesse
Mary's Te«.

Det synes hoffet, som holder et vågent øje med handlende, som
forsøger at slå plat og tjene kroner på de kongeliges
popularitet, aldeles ikke om. Kort før jul ringede
Hofmarskallatet til firmaet Te Specialisten i Greve og bad dem
stoppe den ureglementerede anvendelse af kronprinsesse Marys
navn.

»Det er ikke ofte, vi har den slags sager, men af og til er
der enkelte, der formentlig af venlighed og måske også en tro
på, at det kan hjælpe dem i egen markedsføring, kommer til at
anvende kongelige navne til forskellige produkter. Men det kan
man jo ikke,« fastslår kontorchef i hoffets kabinetssekretariat,
Bjarne Grønfeld, i B.T.

Te-firmaets daglige leder, H.C. Jepsen, siger:
»Vi var simpelt hen ikke klar over, at man ikke måtte bruge
prinsessens navn på den måde. Det var Hofmarskallatet så venlig
at gøre os opmærksom på, og det retter vi os naturligvis efter
lige med det samme. Vi har dog fået lov til at lade de varer,
der allerede er ude i butikkerne, stå. Fremover kommer teen blot
til at hedde »Marys te«,« tilføjer H.C. Jepsen.

Også den lille prinsesse Isabella nåede firmaet at opkalde en
teblanding efter, inden hoffet havde fået nok. Fremover hedder
denne te blot Isabellas Te.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik