Høje energipriser får svømmehaller til at sænke temperaturen

Stigende energipriser presser landets svømmehaller til at hæve billetpriserne eller sænke vandtemperaturen.

Stigende priser på el, vand og varme gør ondt hos landets svømmehaller.

Det har ført til, at flere af dem har valgt at hæve billetpriserne eller sænket temperaturen i bassinerne.

Det oplyser brancheorganisationen Danske Svømmebade på sin hjemmeside.

Det kan spare penge, men det kan også afholde nogle fra at benytte dem, lyder det fra bestyrelsesmedlem Klaus Rask Petersen, Danske Svømmebade.

- Der kan være mange penge at spare ved at sænke vandtemperaturen. Hvor meget afhænger af det enkelte anlæg, og derfor kan man ikke sætte nogle generelle tal på besparelsen.

- Men det giver god mening, når energipriserne stiger. Man skal blot have for øje, at det kan forringe oplevelsen for visse gæster, siger han til Danske Svømmebades hjemmeside.

Vandtemperaturer i svømmebassiner

Naturstyrelsen konstaterer at temperaturen normalt ligger mellem 24 og 28 grader i et svømmebassin – dog med mulighed for højere temperaturer i børnebassiner, terapibassiner og spabade.


Lars Norring, der er næstformand i Dansk Svømmebadsteknisk Forening, oplyste i 2017 på Danske Svømmebades hjemmeside, at elitesvømmere oftest ikke vil have over 26 grader varmt vand.


Lars Norring sagde samme sted, at han selv som leder af Kildeskovhallen i Gentofte Kommune havde et bassin med 26 grader til elitesvømmerne, et bassin med 28 grader, et børnebassin med 30 grader, et babybassin med 33 grader og et springbassin med 26 grader.


Kilde: Danske Svømmebade

Mindste børn fryser

Hillerød Svømmehal er et af de steder, hvor man har valgt at sænke temperaturen fra 29 til 28 grader i vandet.

Det er ikke alle, der er lige begejstret over sparetiltaget.

- De mindre børn fryser, fordi de ikke har så meget sul på kroppen. De bliver hurtigt koldere. Man har nået grænsen ved at gøre det her. Man kan ikke skrue længere ned, siger formanden for Hillerød Svømmeklub, June Scott, til TV 2 Lorry.

En klar serviceforringelse

Liselotte Jakobsen er til daglig souschef i Køge Svømmeland og næstformand for Danske Svømmebades bestyrelse.

Hun mener, at lavere vandtemperaturer eller højere billetpriser er at foretrække, hvis alternativet er en lukning.

- Reducerede vandtemperaturer er en klar serviceforringelse, men det er i mine øjne en bedre løsning end at lukke. Hvis det sidenhen viser sig, at det stadig ikke kan rende rundt, er der selvfølgelig ikke noget at gøre, siger Liselotte Jakobsen til Danske Svømmebades hjemmeside.

Hun opfordrer til, at kommuner med flere svømmeanlæg samler aktiviteterne.

- På den måde sparer man på energi og fastholder et vist aktivitetsniveau. Det er langt fra optimalt, men svære tider afføder som bekendt vanskelige valg, siger Liselotte Jakobsen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik