Her kan der komme trafikbøvl i Kristi himmelfartsferien

Skal du rejse i Kristi himmelfartsferien, skal du muligvis huske at pakke tålmodigheden med i rejsetasken.

Der kan være ekstra trafikale udfordringer forbundet ved at rejse ind og ud af København i Kristi himmelfartsferien.

Mens sporarbejdet på Frederikssundbanen længe har været annonceret, så bliver bilister på vej på motorvejen sydpå ud af København nu også mødt af en ekstra udfordring.

Folehaven, også kendt som O2, der fører bilister ud på Holbækmotorvejen spærres udadgående retning fra i aften kl. 18.00 til mandag kl. 06.00.

Det oplyser Københavns Kommune og Vejdirektoratet.

- Følg skiltningen i området og benyt Centrumforbindelsen, når du skal ud af byen. Mange vil køre i sommerhus og holde Kristi himmelfartsferie. Der er pres på trafikken mellem klokken 15-19. Kør i god tid, lyder opfordringen fra de to instansers fælles trafikinformationsorgan.

Rejser man med s-tog på Frederikssundbanen, skal man fra i dag og frem til søndag benytte sig af togbusser.

Det skyldes det omfattende sporarbejde, Banedanmark udfører på strækningen. Det er et sporarbejde, der allerede har været undervejs ad flere omgange, og som vil fortsætte i de kommende forårshelligdage og sommeren over.

SPORARBEJDE PÅ FREDERIKSSUNDBANEN

Banedanmark udfører sporarbejde på strækningen mellem Frederikssund og Valby henover foråret og sommeren. Det betyder, at trafikken lukker ned i store perioder, og at togrejsende i stedet skal med togbusser.

Togtrafikken lukker ned på følgende dage:
  • Påsken, 28. marts om aftenen til og med den 2. april
  • St. Bededag, 26. april om aftenen til og med den 29. april
  • Kr. Himmelfart, 9. maj om aftenen til og med den 13. maj 
  • Pinsen, 18. maj om aftenen til og med den 21. maj 
  • Sommerlukning i 12 uger, 1. juni om aftenen til og med den 26. august
 
I disse tidslommer skal rejsende med togbus i stedet for s-tog.

Kilde: Banedanmark

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik