Her har museer oplevet rekord-sommer - andre lider trods halv pris

Flere museer jubler efter en sommer med flere danske gæster end nogensinde. Men for nogle museer kan de mange danskere ikke veje op for manglen på udenlandske gæster.

Historisk dårligt juli-vejr, begrænset mulighed for rejser til udlandet og halv pris har lokket danskerne ud af busken og ud på de danske museer denne sommer.

For nogle museer betyder den øgede tilstrømning af danskere, at de har haft en rekord-sommer.

- Vi havde set frem til den her sommer med nogen nervøsitet på grund af corona, men man må sige, at denne sommer overgår alle forventninger. De besøgende strømmer til, siger Christian Gether, direktør for Arken i Ishøj, til TV 2 Lorry. 

Samme melding lyder det fra M/S Museet for Søfart i Helsingør, der også har sat besøgsrekord.

- Det er skønt. Tallene er tre gange så høje, som vores mest optimistiske håb før sommerferien, siger direktør for M/S Museet for Søfart, Ulla Tofte til TV 2 Lorry.

De fleste danske museer har fået hjælp fra Folketingets sommerpakke, der betød, at de kunne tilbyde gæsterne halv pris på entrébilletten hele sommeren.

Og det har haft en betydning, lyder det fra blandt andre Statens Museum for Kunst, der også har oplevet en bedre juli end sidste år, selvom over halvdelen af deres gæster normalvis kommer fra udlandet.

- Dels har vi været heldige med vejret. Når man er et museum, er det ikke dårligt, når det regner og blæser, Derudover har vi udvidet vores program med flere aktiviteter, flere omvisninger og igangsat flere initiativer for at gøre museet mere synligt, siger Lise Korsgaard, kommunikationschef og vicedirektør ved Statens Museum for Kunst.

- Og så regner vi også med, at den her sommerpakke har haft en del af årsagen. Det kan jeg slet ikke forestille mig, at den ikke har. Samlet set er vi bare rigtig glade, siger hun.

Hos nogle af de største attraktioner i Østjylland har man også stukket besøgstallene for sidste år. Også her giver attraktionerne sommerpakken æren.

De få udenlandske turister gør ondt

Hos Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Kronborg i Helsingør oplyser man også til TV 2 Lorry, at antallet af danske besøgende er steget markant.

Men selvom danskerne har valfartet til de tre nævnte museer, kan de desværre ikke gøre op for manglen på udenlandske gæster.

Hos både Kronborg og Vikingeskibsmuseet kommer henholdsvis 75 og 80 procent af gæsterne på en normal sommer fra udlandet. 

- Vi har haft dobbelt så mange danske besøgende i juli måned, og det er vi rigtig glade for. Men selvom vi ser mange flere danske gæster, kan det ikke opveje det store tab, vi har på antallet af udenlandske gæster. Det betyder, at vi samlet set i løbet af året kommer ud med et meget lavere besøgstal, formentlig en tredjedel af det besøgstal, vi normalt har på hele året, siger museumsdirektør i Vikingeskibsmuseet, Tinna Damgård-Sørensen.

- Den danske museumsverden er meget broget. Og vi er nogle stykker, som er meget afhængige af den udenlandske turisme, som jo er udeblevet, og det håber jeg, at der vil være en forståelse for og en håndsrækning til, siger hun.

Stort fald hos Danmarks mest velbesøgte museum

Hos Louisiana, der i 2019 var Danmarks mest besøgte museum, gør denne sommer - og coronakrisen generelt - ondt. I juli har man i år haft 60.000 gæster, mens man sidste år havde 85.000. Årets besøgstal er dermed 70 procent af, hvad det var sidste år.

Halvdelen af Louisianas gæster er på et normalt år fra udlandet - og mange af dem besøger især museet om sommeren.

- Med til historien lyder, at vi havde vores bedste år nogensinde sidste år. Så i betragtning af, at vi fortsat ikke har nogle internationale turister, så er det godt, siger presseansvarlig ved Louisiana, Jan Hybertz Gøricke.

Hos Kronborg, der normalt er dybt afhængig af udenlandske turister, og som også målretter udstillinger derefter, har man oplevet et fald på 35 procent sammenlignet med sidste år.

- Normalt er 80 procent af vores gæster fra udlandet. Så vi var lidt nervøse, inden sommeren gik i gang. Heldigvis har vi fået rigtig meget besøg af danske familier. Men vi kommer alligevel ikke op på sidste års niveau, selvom vi nogle dage har været meget tæt på, siger Nikki Jeffries, kommunikations- og marketingansvarlig for Kronborg Slot.

Forventer dyk til efteråret

Søndag den 9. august udløber tilbuddet om halv pris på billetterne, og det kommer til at kunne mærkes, mener flere af museerne.

- Det her er enestående dejligt, men desværre en parentes. For hvis tendensen for juli måned fortsatte ville vi være være tilbage på niveau rent økonomisk. Men det forventer vi ikke. Når danskernes ferie er ovre, skulle de udenlandske turister rykke ind, men sådan bliver det ikke, siger direktør i M/S Museet for Søfart, Ulla Tofte. 

Museumsdirektøren i Vikingeskibsmuseet er en smule mere positiv:

- Vi forventer et dyk. Men forhåbningen er, at tyskerne bliver ved med at have lyst til at komme. Den europæiske sommerferie er lidt forskudt for vores, så vi krydser fingre, siger Tinna Damgård-Sørensen.

- Og så bliver det spændende at se, om danskerne synes, det er for dyrt at gå på museum, når de igen skal betale fuld pris - altså om det kommer til at koste på den lange bane, siger hun.

TV 2 Lorry har i forbindelse med artiklen kontaktet de største museer i Hovedstadsområdet, men ikke alle er vendt tilbage.

Danmarks mest besøgte museer i 2019

  1. Louisiana (Humlebæk) - 757.200
  2. ARoS (Aarhus) - 547.200
  3. Christiansborg Slot (København) - 523.400
  4. Den Gamle By (Aarhus) 523.100
  5. Ny Carlsberg Glyptotek (København) - 514.600
  6. Prinsens Palæ, Nationalmuseet (København) - 464.400
  7. Rosenborgsamlingen (København) - 405.000
  8. Statens Museum for Kunst - 390.700
  9. Moesgaard Museum (Aarhus) - 357.100
  10. Arken (Ishøj) - 345.100

 

... og i TV 2 Lorrys sendeområde fortsætter listen således:

 

Designmuseum Danmark (København) - 310.192

Kronborg Slot (Helsingør) - 306.151

Vikingeskibsmuseet (Roskilde) - 170.547

Amalienborg Museet Christian VIII"s Palæ (København) 154.560

Frilandsmuseet (Kongens Lyngby) - 118.641

Arbejdermuseet (København) - 115.994

M/S museet for Søfart (Helsingør) - 107.233

 

Kilde: Danmarks Statistik


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik