Her får du ikke hentet affald i dag: Skraldemænd nedlægger arbejdet

En strejke blandt skraldemændene i flere kommuner betyder, at folk ikke får tømt affald. Skraldemændene mener, at ressourcecenter løber fra aftale.

Borgerne i København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby kommuner får ikke hentet affald torsdag.

Det skyldes en strejke, hvor hovedstadens skraldemænd har nedlagt arbejdet.

Mens skraldemændene fra Dragør og Tårnby i går nedlagde arbejdet i protest mod lønforholdene ved den overgangsordning, hvor medarbejderne i fremtiden skal overgår til ansættelse under ARC, Amager Ressource Center, har de resterende renovationsmedarbejdere i hovedstadskommunerne i dag valgt at sympatistrejke foran forbrændingsanlægget.

Det oplyser tillidsrepræsentant Michael Engelhardt fra City Container CPH, der står for en del af affaldsafhentningen i Københavns Kommune, til TV 2 Lorry.

- Gutterne derude er gået i sympatistrejke med deres kollegaer fra Dragør og Tårnby, fordi ARC ikke overholder de forhold omkring løn, anciennitet og arbejdsforhold, som de blev stillet i udsigt, siger han og understreger, at hverken han eller fagforeningen har opfordret til strejken.

Foruden skraldemænd fra Tårnby, Dragør og City Container CPH strejker renovationsmedarbejdere fra City Renovation, Urbaser (der indtil for nylig hed RenoNorden) og Frederiksberg Kommune.

Ressourcecenter klar til dialog

Morten Kramer Nielsen, der er kommunikationschef i ARC, oplyser, at man torsdag formiddag vil igangsætte en dialog.

- Vi kan ikke udtale os konkret om uenighederne, men her til formiddag sætter vi os med en forhandler fra KL sammen med 3F, der er fagforening for skraldemændene, hvor vi taler igennem, hvad det handler om, og hvordan vi løser der, siger han.

1. januar overgik opgaven med affaldsindhentning i Dragør og Tårnby kommuner til ARC.

I den forbindelse blev de ansatte skraldemænd overført fra deres tidligere ansættelse til en ny ved ARC. Arbejdstvisten består i uenigheder om, hvilke forhold de ansatte tager med sig i virksomhedsoverdragelsen.

Gidsler i big business

Fra 2022 vil affaldsopgaverne i København også overgå til Amager Ressource Center. Det er en medvirkende årsag til, at de andre renovationsfirmaer har nedlagt arbejdet.

- Vores drenge skal jo også overgå til ARC på et tidspunkt, så vi støtter op om vores kollegaer. Vi føler, at ARC bare vil have os så billigt som muligt, fordi de selv kører med et mega underskud, så vi er blevet gidsler i big business, siger tillidsrepræsentant Michael Engelhardt.

- Vi opfordrer ARC til at komme til forhandlingsbordet, så der kommer nogle ordentlige forhold.

ARC var tidligere kendt som Amagerforbrænding holder til ved det nye anlæg Amager Bakke. Det ejes af de fem kommuner København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør.

I foråret 2016 viste det sig, at der er mindre affald til forbrænding end forudsat, og at Amager Bakke derfor risikerer at mangle 100 millioner kroner om året mange år frem i tiden. I 2017 havde ARC et underskud på samlet set 317 millioner kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik