Helsingør Kommune vælger omstridt rengøringsfirma

Mange politikere i Helsingør Byråd er rystede over, at Helsingør Kommune har valgt at indgå et samarbejde med virksomheden Forenede Service, som tidligere er blevet dømt for at have benyttet ulovlig arbejdskraft, skriver Helsingør Dagblad.

I Helsingør Kommune boede et rumænsk ægtepar under umenneskelige forhold, mens de arbejdede på slave-vilkår for helsingoranske, nu fængselsdømte underleverandører til Forenede Service, et af landets største rengøringsvirksomheder.

Som omtalt i Helsingør Dagblad blev to af lederne af underleverandørfirmaet for nylig idømt to og halvandet år fængsel. De to serbere havde blandt andet haft det rumænske ægtepar 'ansat' på slavelignende kontrakt til at arbejde for sig mange timer om dagen for næsten ingen løn, mens rumænerne var tvunget til at bo på en altan på Hesteskoen i Helsingør.

Tidligere er Forenede Service ved Østre Landsret blevet dømt til at betale knap en million kroner for ulovlig brug af seks østeuropæere uden opholds- eller arbejdstilladelse. Nu har Forenede Service vundet et udbud af en fjerdedel af de kommunale rengøringsopgaver i Helsingør, hvilket falder en del af byrødderne for brystet.

Kommune tvunget til at tage bedste bud

- Jeg ved godt, at alle de regler, der skal følges omkring et udbud, er blevet fulgt. Men det er dybt problematisk, når der har været så mange sager. Jeg er ærgerlig over, at det firma vandt, siger Ib Kirkegaard fra Dansk Folkeparti.

Enhedslistens Allan Berg Mortensen er enig med Ib Kirkegaard.

Venstrefløjspolitikeren erkender, at kommunen ved et udbud er tvunget til at tage det bedste bud, men dette resultat er mere end uskønt, vurderer han.

- Det er sørgeligt, at Forenede Service har vundet. Det må vel være det rengøringsfirma i Danmark, der har det dårligste ry. Så jeg er chokeret over det her. Vi sender noget rengøring i udbud, som har været hjemtaget til kommunen i nogle år og der har haft verdens bedste ry, uden sygefravær og alt det her. Jeg kan ikke se noget positivt ved, at Forenede Service vinder, men hvis man skal finde noget positivt, må det være, at det i løbet af et par år bliver helt oplagt, at vi skal hjemtage hele rengøringsopgaven, siger Berg Mortensen.

Forundring over, at firmaet måtte byde

Hos Lokaldemokraterne er der forundring over, at Forenede Service i det hele taget har fået lov til at byde på den kommunale rengøringsopgave. Jan Ryberg tror ikke, at det skaber tilfredshed i kommunen.

- Jeg er forundret over, at man bruger et firma som Forenede Service med den baggrund, som det firma har. Det er upassende. Jeg har svært ved at forestille mig, at Helsingørs borgere synes, at det er den måde, som Helsingør Kommune skal repræsenteres på. Der burde have været stillet nogle kriterier op for det her udbud, så vi ikke havnede i denne situation. Jeg håber bare, at Helsingør Kommune vil lave en meget streng kontrol med, hvordan det her rengøringsarbejde bliver udført og af hvem, siger Jan Ryberg.

Benedikte Kiær, Helsingørs konservative borgmester, pointerer, at Forenede Service ikke kan slippe af sted med at benytte ulovlig arbejdskraft eller have underleverandører, der underbetaler og udnytter svag arbejdskraft, ved det nye arbejde for Helsingør Kommune. Hun lover, at kommunen vil holde øje med forholdene for virksomhedens ansatte - blandt andet fordi kommunen ikke længere accepterer brugen af underleverandører.

Forenede Service kom med det bedste bud

- Forenede Service var dem, der kom med det bedste bud på denne opgave. De kan ikke benytte sig af ulovlig arbejdskraft eller den slags nu, for vi har lagt stor vægt på, at der er ordnede forhold i ansættelserne, og at reglerne skal følges. Hvis Forenede Service ikke lever op til kvalitetskravene og kravet om ordentlige medarbejderforhold, så ryger de ud. Hvis der er noget knas, så kan vi som kommune komme ud af det her i en hulens fart. Vi har lært af de sager, der har været, siger Benedikte Kiær.

Borgmesteren understreger desuden, at kommunen ikke på forhånd kan udelukke en virksomhed fra at komme med et udbudstilbud.

Ledelsen hos Forenede Service har tidligere forklaret til Fagbladet 3F, at virksomheden tilbage i 2012 - efter afsløringerne af den ulovlige arbejdskraft og slavekontrakterne - har opsagt samtlige de 82 daværende underleverandører og efterfølgende har indført, hvad ledelsen selv kalder »branchens nok mest grundige og omfattende ansættelses- og kontrolprocedurer«.

»Det kan ikke mere lade sig gøre, at der er nogen, der får sat folk i tvangsarbejde i beskæftigelse hos os. Vi tjekker det, og så opdager vi det, hvis der er nogen, der ikke har deres egen identitet, når de kommer ind«, har administrerende direktør Steen Gede fra Forenede Service sagt til 3F.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik