Heftig mangel på studieboliger: "Dem, der kun har en sofa at sove på, er nu de heldige"

På grund af coronakrisen er der oprettet flere studiepladser og optaget rekordmange ansøgere, hvilket kan gøre det ekstra svært at få en studiebolig.

Rekordmange er i år blevet optaget på en videregående uddannelse.

Tusindvis af unge skal finde et sted at bo, når nu de ved, hvad og hvorhenne de skal studere, men det kan være noget af en udfordring, mener Johan Hedegaard Jørgensen, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd. 

- De kommende studerende kan se frem til en boligsituation, der er enormt presset. Det gælder især i en stor studieby som København, siger Johan Hedegaard Jørgensen.

Det er der som sådan ikke noget nyt i. 

- Vi taler jo om det hvert år, når der er studieoptag. Vi kan se, at der ikke er nok boliger, der er til at betale for de studerende. Alligevel bliver der ikke gjort noget ved det, lyder det fra Johan Hedegaard Jørgensen.

5.000 flere studiepladser

Én ting er dog anderledes i år end de foregående år.

Der er blevet oprettet 5.000 ekstra studiepladser i hele landet, fordi flere end normalt har søgt ind på de videregående uddannelser, hvilket kan skyldes coronakrisen. 

Det betyder samtidig, at der er flere om buddet, når det kommer til at få fat i for eksempel et kollegieværelse.  

- Det er lidt værre i år end tidligere år - som også var værre end årene før dem. Så det er blevet værre og værre, lyder det fra Rasmus Okholm-Hansen, der er indstillingschef i Centralindstillingsudvalget,

Centralindstillingsudvalget er en af de organisationer, der står for at fordele kollegieboliger i hovedstadsområdet. Ventelisterne er lange. 

- Det er op til to år. Det er en myte, at de studerende er kræsne i forhold til beliggenhed, og at der er masser af studieboliger at få udenfor København. Det vil stadig tage et halvt år, hvis man søger i Ballerup eller i andre omegnskommuner, fortæller indstillingschefen. 

Rasmus Okholm-Hansen har også en forklaring på udviklingen. 

- Det skyldes, at der i lang tid ikke er blevet bygget studieboliger, der er til at betale - nu er man dog heldigvis gået i gang igen. Derudover kommer der hele tiden flere studerende, og så er boligmarkedet bare generelt meget presset.

"Midlertidig løsning i lang tid"

Ifølge Danske Studerendes Fællesråd kan det have store konsekvenser, at det kan være så svært at få tag over hovedet, når man skal studere i hovedstadsområdet. 

- Den form for usikkerhed kan betyde meget for evnen til at fokusere på studiet. Hvis man ikke ved, hvor man skal sove i næste uge, overskygger det for forelæsninger og alt det andet faglige, lyder det fra Johan Hedegaard Jørgensen.  

Det vil formentlig blive virkeligheden for mange nye studerende. 

- Det er gået fra, at man gerne ville hjælpe dem, der kun havde en sofa at sove på, til at det nu er dem, der er de heldige. Alle må forberede sig på en midlertidig løsning i lang tid på et nyt studie, siger Rasmus Okholm-Hansen fra Centralindstillingsudvalget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik