Hedebølge satte rekord for havnebadet

Badeshorts og bikinier blev i den grad luftet, da Københavns termometre viste 32 grader under weekendens hedebølge.

Tanken om en svalende dukkert fik i den forgangne weekend københavnerne til at strømme til havnebadet på Islands Brygge.

10.096 varme gæster sprang i vandet lørdag og søndag, og det er ny rekord for havnebadet. Den mest besøgte weekend i 2014 kunne nemlig 'kun' lokke 7865 københavnere og turister i havnebadet.

Den nye rekord glæder Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (Dansk Folkeparti).

- Det er jo helt vildt med så mange besøgende på én weekend. I mine øjne viser det samtidig, at vi har brug for endnu flere steder i havnen, hvor der er mulighed for at bade. Det synes jeg, vi skal arbejde på, siger Carl Christian Ebbesen.

Han påpeger, at det er noget ganske særligt for en storby, at vandet i København er så rent, at man kan bade i det.

Havnebadet består af et 75 meter langt hovedbassin og flere mindre bassiner til børn.

Anlægget er under opsyn af livreddere, oplyser Københavns Kommune.

Havnebadet på Islands Brygge er åbent frem til 31. august.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik