Hashvagter anholdt for groft overfald

To mænd er blevet anholdt og sigtet for et groft og umotiveret overfald på en cyklist i København.

To mænd er blevet anholdt for et ualmindeligt groft overfald på en tilfældig mand på Nørrebro i København.
      Overfaldet fandt sted den 12. juni, da manden kom cyklende ad Jagtvej.
      - Ved Jægersborggade får han pludselig et par dask i baghovedet af et par mænd, fortæller den centrale vagtleder i Københavns Politi, Erik Gøtje Larsen.
      Da cyklisten brokker sig, følger mændene efter ham, og han søger tilflugt i 7-Eleven på hjørnet af Rolighedsvej og Falkoner Allé.
      - Men mændene følger efter ham ind i forretningen, hvor de overfalder ham med slag. Da han vælter om på gulvet, giver de ham hver tre-fem spark, siger Erik Gøtje Larsen.
      Siden har politiet kigget overvågningsvideoer igennem og nogle betjente genkendte de to voldsmænd.
      Der er tale om to mænd på 17 og 19 år, der ifølge politiet fungerer som vagtmænd for hashhandlerne i Jægersborggade.
      Onsdag lykkedes det at anholde den ene, og han blev torsdag varetægtsfængslet i to uger. Den anden blev anholdt torsdag og vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik