Hans Engell om ny reform: Her er vinderne og taberne i hovedstadsområdet

Generelt slipper hovedstadsområdet billigere end forventet, selvom flere kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde betaler en stor del af gildet i den nye udligningsreform.

Flere af de velhavende kommuner i hovedstadsområdet står med regningen for den nye udligningsaftale, men den bliver nemmere at sluge end forventet. 

Sådan lyder dommen fra politisk kommentator Hans Engell over den udligningsaftale, som regeringen, Venstre, SF, Radikale Venstre og Alternativet har indgået tirsdag. 

- De kommer til at betale en meget stor del af gildet, men de slap væsentligt billigere, end de kunne have frygtet, siger Hans Engell, der er forhenværende formand for Det Konservative Folkeparti. 

Udligningsaftalen omfordeler milliarder af kroner mellem kommunerne for at sikre en mere lige velfærd i Danmark.

Her kan du læse, hvad din borgmester mener om den nye aftale.

Statslige tilskud giver mindre regning

I TV 2 Lorrys sendeområde er vinderkommunerne ifølge Hans Engell dermed blandt andre København, Gentofte, Rudersdal, Frederiksberg, Lyngby-Taarbæk og Helsingør. 

Kommunerne slipper ifølge Hans Engell billere end forventet, fordi der i aftalen er sikret en ekstra statslig finansiering til kommunerne for op til 6,5 milliarder kroner i 2021 og 5,5 milliarder kroner derefter. 

Men der er stadig sigtet efter - og flertal for - at det er de rigeste bykommuner i Nordsjælland, der skal betale til de fattigere landkommuner, siger Hans Engell. 

- Fra det øjeblik, at Liberal Alliance og De Konservative røg ud af forhandlingerne har der ikke været udsigt til, at de rigeste kommuner kunne klare sig igennem, siger Hans Engell.

Se, om din kommune skal bidrage eller modtage penge i det nye udligningssystem:

Kortet viser kommunernes bidrag som procent af deres beskatningsgrundlag. Kommuner markeret med rødt skal bidrage med mere, mens kommuner markeret med grønt skal modtage mere.

Holder du din mus over kommunen, kan du se, hvor mange penge de skal bidrage med eller får.

Artiklen fortsætter efter kortet...

Tabere på Vestegnen

Omvendt finder Hans Engell taberne i hovedstadsområdet på den københavnske Vestegn, hvor en række socialdemokratiske borgmestre skal modtage færre millioner end der var lagt op til i regeringens oprindelige udspil. 

Det skyldes blandt andet, at de ikke længere bliver særligt kompenseret for at have mange udlændinge. Hans Engell mener dog ikke, at det vil give sig udslag i vælgertilslutningen ved kommunalvalget i 2021. 

- Forliget er indgået i så god tid inden kommunalvalget, at det ikke kommer til at indgå i vælgernes overvejelser. Borgmestrene er i stedet glade for, at de har et sikkert budgetgrundlag at arbejde ud fra, når de skal lave budgetter til efteråret, siger Hans Engell. 

- Og dem i Gentofte kommer jo ikke pludselig til at stemme på Enhedslisten på grund af det her. De vil stadig stemme på Hans Toft, siger Hans Engell. 

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

Hovedpunkter i aftalen om et nyt udligningssystem

1. Flere penge til udligningssystemet

Med reformen af udligningssystemet bliver der ifølge aftalepartierne skabt et mere robust og enkelt system, som vil give kommunerne stabilitet og forudsigelighed om de økonomiske rammer.

I alt medfører aftalen, at der flyttes cirka 1,4 milliarder kroner til landets 30 yderkommuner.

Hovedbidragsyderne er stadig særligt Gentofte og Rudersdal.

 

Udligningssystemet får tilført op til 6,5 milliarder ekstra fra staten i 2021 og 5,5 milliarder kroner varigt.

Der kommer et særligt tilskud til udsatte yder- og ø-kommuner på 1,5 milliarder kroner og et tilskud til udsatte hovedstadskommuner på 0,6 milliarder kroner.

Den såkaldte 'hovedstadsudligning' bliver afskaffet, og der bliver sat et loft over kommunernes rabat fra overudligningsordningen.
 

2. Flere penge til kommuner med mange ledige og svage ældre

Aftalen justerer en masse ting, der har været efterspurgt længe.

  • Blandt andet kan kommunerne fremover i højere grad regne udgifter til dagpenge med i opgørelsen af deres behov for udligningspenge. 
  • Hvis der pludselig bliver ekstra mange ledige i en kommune, vil kommunen få et særligt tilskud. 
  • Udlændingeudligningen, der udløser penge til kommuner med særligt mange udlændinge, halveres. 
  • Der er forskel på, hvor længe borgere lever, og hvor svage eller friske, de er, mellem kommunerne. Aftalen sender flere penge til kommuner, hvor borgerne har en lav gennemsnitlig levetid, og som har høje udgifter til ældrepleje.

​​​​​​

3. Udlændingeudligningen halveres

Udlændingeudligningen, der tilgodeser kommuner med en høj koncentration af indvandrere, bliver halveret. Det har særligt været Venstres store ønske. 

Venstre og Konservative kritiserede, at regeringens udspil til en ny udligningsreform særligt tilgodeså socialdemokratiske kommuner på Københavns vestegn. 

 

4. Indkomstskatten skal holdes i ro

Kommunernes indkomstskat skal under ét holdes i ro.

Kommuner med tab får dog mulighed for tilsvarende at øge indkomstskatten og selv beholde de ekstra indtægter. Til gengæld etableres en tilskudsordning til skattenedsættelser, som svarer til rammen for skattestigninger.

Over fem år går staten så ind og finansiere de manglende indtægter, som kommunerne måtte få ved at sætte skatten ned.

 

5. Særlig aftale mellem S og V

Forliget er aftalt, så enkelte partier ikke har vetoret.

Samtidig har regeringen og Venstre ekstraordinært lavet et delforlig, der betyder, at de hver især ikke vil foretage grundlæggende ændringer af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, uden at der er enighed om det mellem de to store partier.

 

6. Au pairs skal ikke længere udløse tilskud

I dag får kommunerne tilskud per au pair, fordi de tæller med i opgørelsen af udlændinge, som er tiltænkt at dække ekstra omkostninger i forbindelse med for eksempel integration.

Men au pairs vil ikke længere tælle som udlændinge, der giver tilskud. 

- Det har ikke givet god mening at give tilskud til kommuner, der var så velhavende , at de havde mange au pairs. De skal ikke også have udlændingeudlingning, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). 

Særlig tillægsaftale

Han hæfter sig også ved den særlige tillægsaftale, der blev indgået mellem Venstre og Socialdemokratiet i forbindelse med præsentationen af udligningsforliget. 

Her står der, at ingen af de to partier i fremtiden vil gå med i aftaler om en udligningsreform uden, at det andet parti er med.

- Det betyder, at uanset, hvor mange borgmestre og medlemmer af borgerrepræsentation, SF og Enhedslisten får i København, så kan de ikke love fem flade ører.

Og uanset om Søren Pape (De Konservatives partiformand, red.) bliver statsminister for en borgerlig regering, så kan han ikke i en udligningsaftale uden Socialdemokratiet og Venstre give fem flade ører til Gentofte og Rudersdal, siger Hans Engell. 

- Det vil altså ikke være muligt for konservative borgmestre at gå til en konservativ statsminister for at kræve en ny udligningsaftale, pointerer Hans Engell. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik