Håndværkere udsat for livsfarligt stof

Håndværkere, der netop har været i gang med at afspærre de nedrivningsdømte højhuse i Rødovre, fik ikke at vide, at de arbejdede i bygninger med det livsfarlige og giftige stof PCB. De har derfor arbejdet uden nogen form for beskyttelse, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Ifølge miljøkonsulent i Metal Jan Toft Rasmussen var det et rent tilfælde, at håndværkerne blev opmærkkomme på risikoen, og herefter standsede arbejdet. Siden har Arbejdstilsynet besøgt byggepladsen.

- De har været udsat for meget små mængder af støv, inden arbejdet blev standset. Det er vores vurdering, at de pågældende ikke har været udsat for påvirkning i en sådan grad, at der er tale om et betydeligt sundhedsproblem, siger tilsynschef Hasse Mortensen fra Arbejdstilsynet til Nyhedsbrevet 3F.

Arbejdstilsynet har i dag på et møde med boligselskabet AAB indskærpet dets forpligtelser. Arbejdsgiveren har fået påbud om, at håndværkerne skal anvende åndedrætsværn og handsker samt iagttage skærpet hygiejne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik