Håndværkere ønsker svenske tilstande

Ros til regeringen for forslaget om at forlænge boligjob-ordningen. Men beløbet bør hæves til 50.000 per person, mener nordsjællandske håndværkere. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Som et led i vækstplanen, som regeringen fremlagde i går, skal bolig-jobordningen også gælde i 2013 og 2014.

Ordningen sikrer boligejere et fradrag på 15.000 kroner per voksen i en husstand. Forlaget hilses behersket velkommen af tømrermester Jesper Hvidtved, der driver byggefirmaet Poul Hvidtved Aps med et dusin i ansatte i Birkerød.

- Det vil nok fremskynde en del byggeopgaver, som måske alligevel ville blive udført på et tidspunkt. Skulle det rigtigt virke på beskæftigelsen, så burde man hæve grænsen til 50.000 kroner som i Sverige, så vil man samtidig komme alt sort arbejde til livs. Kunderne vil foretrække en kvittering som garanti - kombineret med fradraget, siger han.

Det synspunkt støttes af næstformand i Hillerøds erhvervsorganisation C4, Jesper Følbæk Nielsen, direktør i tømrerfirmaet Børge Nielsen A/S. Han mener, at forlængelsen vil betyde mest for de mindre håndværksmestre.

- De har størstedelen af deres omsætning på privatområdet. Jeg tror dog ikke, at en forlængelse vil have den helt store beskæftigelsesmæssige effekt. Så skulle vi nok over i svenske tilstande. Et fradrag på 50.000 ville afføde, at mange opgaver, som ellers ikke bliver lavet, ville blive udført.

Og mon ikke svenskerne har regnet ud, at ordningen kan betale sig, hvis du indregner moms, indtægter til både firma og ansatte samt sparede penge til arbejdsløshedsunderstøttelse, siger han.

Også Håndværksrådets direktør Ane Buch så gerne svenske satser, men glæder sig over at se flere af rådets mærkesager i regeringens plan.

Der er dog delte meninger i byggesektoren om effekten af bolig-jobordningen. Formanden for Dansk Byggeri i Nordsjælland, Jørgen Simonsen, peger på Dansk Byggeris beregninger, der viser en effekt på beskæftigelsen på flere tusinde arbejdspladser.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik