Handicappet kvinde blev glemt i to døgn

Først efter to døgn opdagede personalet, at de havde glemt en ung handicappet kvinde i et aktivitetshus.

Fredag eftermiddag skete der i Rudersdal Kommune dét, der bare ikke må ske. En ung handicappet kvinde blev glemt i et aktivitetshus, og fejlen blev først opdaget to døgn senere.

Den unge kvinde, der er multihandicappet og bor på bostedet Bøgelunden, er ude af stand til at klare sig selv, og hun kunne ikke tilkalde hjælp.

Vicekommunaldirektør Birgitte Nystrup Lundgreen beklager hændelsen og indskærper over for alle kommunens bosteder, hvordan personalet skal registrere, hvor beboerne opholder sig, og hvordan de lukker dagtilbud ned efter dagens aktiviteter.

- Det er helt utilstedeligt, og vi vil sikre os, at det ikke gentager sig, siger Birgitte Nystrup Lundgreen.

Den unge kvinde var fredag eftermiddag på besøg i et aktivitetshus sammen med andre beboere fra Bøgelunden.

Da aktivitetshuset lukker, bliver de øvrige kørt hjem af personalet. Men ikke den unge kvinde, som ved en fejl lades alene tilbage i aktivitetshuset.

Hjemme på bostedet tror man, at hun er på weekendbesøg hos forældrene. Først da forældrene søndag eftermiddag kommer for at besøge deres datter, bliver fejlen opdaget.

- Gennemgangen af forløbet viser, at de procedurer vi har, var utilstrækkelige i en situation, hvor rutinerne på grund af ferien på flere måder bliver fraveget, siger vicekommunaldirektøren.

Efter at være blevet fundet søndag aften, blev den unge kvinde kørt til Herlev Hospital til observation. Ifølge lægerne har hun det efter omstændighederne godt.

Hvorvidt det vil få konsekvenser for de ansatte, der glemte kvinden, vil vicekommunaldirektøren ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt.

- Vi skal først have afdækket forløbet. Jeg bliver nødt til at vide, hvad der er sket og, hvem der havde ansvaret. Men det er klart, at det er noget, vi ser meget, meget alvorligt på, siger Birgitte Nystrup Lundgreen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik