Handicaporganisationer råber op om urimelige parkeringsregler

Parkeringsselskabers regler om tunge køretøjer har fået flere handicappede bilejere i klemme. Danske Handicaporganisationer kræver nu reglerne ændret.

Private parkeringsselskaber skal stoppe med at diskriminere folk med handicap.

Sådan lyder udmeldingen fra Danske Handicaporganisationer, som har sendt et brev til landets parkeringsselskaber.

Her går de i rette med parkeringsselskabernes regler om tunge køretøjer, som, de mener, rammer skævt i forhold til handicappede borgere og deres handicapkøretøjer.

- Vi vil gerne have, at parkeringsselskaberne er opmærksomme på det, og at de helst ikke udsteder bøder. Og hvis boligselskaberne spørger, at de så rådgiver dem om, at det er en dårlig idé at udelukke handicappede i at bo der, hvor de skal bo, siger formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, til TV 2 Lorry.

Kvinde med sclerose fik tre bøder

Som TV 2 Lorry i sidste uge kunne fortælle, havde 54-årige Connie Bjørn Nielsen fra Ishøj, som lider af sclerose, havde fået tre parkeringsbøder, mens hun havde besøgt sin egen læge.

Årsagen var, at hendes handicapbil vejede mere end 2000 kilo – en regel, der er lavet for at undgå, at håndværkere og store varevogne optager parkeringspladserne.

Men den regel rammer i mange tilfælde helt forkert, mener Danske Handicap-organisationer, der nu har sendt et brev ud til samtlige parkeringsselskaber i landet.

- Det, som er problemet, er, at man ved at lave en generel regel om, at biler over en vis vægt ikke må holde der, udelukker mennesker med handicap, som har en stor bil og har behov for at komme rundt. Derfor er det et stort problem, fordi man ikke kan blive boende der, hvor man bor, og ikke kan flytte ind, hvor man har lyst til, fordi man ikke må parkere sin bil lovligt, siger Thorkild Olesen.

- Jeg vurderer, at reglerne ikke er lavet for at genere mennesker med handicap. Så jeg tror, at de boligforeninger, der har lavet reglerne, selvfølgelig vil tage hensyn og lave reglerne om, så mennesker med handicap kan bo der, hvor de ønsker det, siger han.

Brancheforening er positive over for regelændring

Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening (DPPB) har efterfølgende svaret tilbage på brevet.

De fortæller, at ingen af deres medlemsvirksomheder har været opmærksomme på bivirkningerne af reglerne, men at de fremover vil være opmærksom på problematikken og fremhæve det over for pladsejerne.

- Desværre vil der nødvendigvis gå en rum tid, inden en ændring eventuelt for alvor slår igennem, lyder i svaret til Danske Handicaporganisationer.

Her kan du se et tidligere indslag om parkeringsreglerne, der i flere tilfælde har fået handicappede borgere i klemme.

Flere og flere steder bliver parkeringspladser udstyret med parkeringsbestemmelser.  Her er bilens vægt et af parametrene for om man må parkere på pladsen.  Reglerne bliver stemt igennem i mange foreninger for at undgå at varebiler optager p-pladser.   Men nu er folk med tunge handicapbiler kommet i klemme.  De kan nemlig ikke benytte parkeringspladserne fordi deres bil simpelthen vejer for meget og derfor ikke må holde der.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik