Det er en fornem pris og et stort beløb, men det er heller ikke hr. hvem som helst, der er modtager af dette års Novo Nordisk Prisen.
Modtageren er professor Hans Bisgaard, der til daglig er overlæge ved Dansk BørneAstma Center, Børne– og Ungeafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital, og han har gennem sin karriere gennemført talrige studier, der har ført til en forbedret behandling af børn med astma.
Novo Nordisk Prisen
Det er en sygdom, han også selv led under, da han var barn.
Og netop det er en medvirkende faktor til, at han har dedikeret mere end 35 år af sit liv til at undersøge årsagerne til og behandlingen af netop astma.
- Astma er den mest almindelige kroniske sygdom i barndommen. Det er også den mest almindelige årsag til at blive indlagt på hospitalet som barn. Børn skal kunne udfolde sig fysisk. Astma forhindrer dem i at gøre det. De psykologiske konsekvenser kan dog være endnu større. Hvis du eksempelvis ikke vælges til fodboldholdet i skolen, føler du dig anderledes end de andre, siger Hans Bisgaard.
Succes på succes
Særligt professorens forskning i, hvordan astma og andre inflammatoriske sygdomme opstår allerede tidligt i livet, ligger til grund for, at han modtager prisen.
Han gik forrest ved indførslen af inhalerende steroider hos småbørn, der viste sig uhyre effektive, og han opdagede, at der fandtes en særlig type bakterier i lungerne hos 20 procent af nyfødte – noget der kom som en stor overraskelse, da der dengang eksisterede et dogme omkring, at lungerne var sterile.
Fem år senere fik han en ny overraskelse.
- De, der havde haft bakterier i lungerne, havde en fire gange forøget forekomst af astma, hvilket tyder på en sammenhæng mellem bakterier i det tidlige liv og senere udvikling af astma. Det har ført til vores aktuelle fokus på at normalisere bakterier hos det nyfødte barn for at forbygge astma, siger Hans Bisgaard.
Og i 2016 var der igen et kæmpe gennembrud i kampen mod astma, da han undersøgte effekten af fiskeolie til gravide.
700 gravide kvinder blev testet. Halvdelen fik olivenolie, den anden halvdel fik fiskeolie, og resultatet talte for sig selv. Hos de kvinder, der fik fiskeolie, var forekomsten af astma i deres nyfødte reduceret med 30 procent.