Bag besparelsen står socialdemokraterne og SF. Oppositionen, bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti opererer i deres alternative budgetforslag med et uændret vintervedligeholdelsesbudget. Og Venstres Bent Andreasen har da heller ikke meget til overs for besparelserne.
- Det er helt ude i hampen, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
Ifølge Halsnæs Kommune koster en såkaldt normal vinter kommunen cirka 3,5 millioner kroner, mens en hård vinter - som den seneste - koster i omegnen af 5,4 millioner kroner.
Hans Jørgen Larsen (S), konstitueret formand for Udvalget for Miljø og Teknik, mens Jørgen Hansen (SF) er sygemeldt, medgiver, at budgettet er stramt.
- Men der er ikke noget at gøre ved det. Vi er nødt til at skære, selvom det gør forbandet ondt, siger han.