Hærværk på gadelamperne blev straffet med slavearbejde – men den sindssyge konge blev skånet

Det var et gennembrud af de store, da gaslamperne og gadebelysningen tændte i Københavns gader for første gang. Men de blev hurtigt et mål for hærværk.

Igennem sommeren dykker TV 2 Lorry i samarbejde med byvandringsmanden og historieformidleren Allan Mylius Thomsen ned i Københavns mere kuriøse historier. Hver søndag i seks uger vil vi bringe en historie fra og om København fortalt af netop Allan Mylius Thomsen.

I dag er gadebelysningen en naturlig del af vores hverdag. Men faktisk har der kun været elektrisk gadebelysning i lidt over hundrede år.

Gader og stræder var mørke som natten selv.

I slutningen af det 15.-århundrede var det direkte livsfarligt at bevæge sig i Københavns gader. Magistraten havde forsøgt sig med at hænge jernkurve med brænde og beg op foran blandt andet byens rådhus. Men det hjalp ikke meget i de smalle stræder, hvor røveriske overfald hørte til nattens uorden.

I 1681 satte man 500 tranlamper op. De blev senere forøget til 1.800, som borgerne skulle betale for igennem en særlig lygteskat.

Lamperne blev monteret på malede pæle eller på husenes gadehjørner. De var firkantede, af kobber og glas og havde en karakteristisk hat på. I dem afbrændte en væge islandsk havkalvstran. Det gav ikke meget lys, og der var stadig meget mørkt mellem lamperne.

De udstrålede det såkaldte "kommunale måneskin". Lamperne var nemlig ikke tændt, når månen skinnede. I tiden fra maj til september brændte lygterne slet ikke.

Royale prygl

Tranlamperne blev yndede mål for lystige ungersvendes hærværk. Men straffen for hærværk var absolut probat. Det gav tre års hårdt slavearbejde, iført lænker, på flådens værft. Men der var også forskel på folk.

Den sindssyge Christian 7. havde en vis forkærlighed for Københavns gadelamper. På sine natlige ekspeditioner i byens natteliv var majestæten og hans svirebrødre kendt for at besøge stadens mest berygtede horehuse.

Når de i løftet stemning drog herfra, gik selskabet lystigt løs på gadelamperne. Larmen tilkaldte naturligvis vægterne, og drabelige bataljer blev udkæmpet.

Majestæten var noget klejn af vækst og fik derfor ofte adskillige velfortjente klø. En gang fik han så mange, at han til sidst måtte tilkendegive sin rang overfor de hårdtslående vægtere. De måtte naturligvis straks lade kongen slippe.

Vagterne indberettede episoden til politimesteren, men det fik de kun utak for.

Alle i byen kendte til Christian 7.'s natlige eskapader, men officielt var det utænkeligt, at landets enevældige monark kunne opføre sig på den måde.

Men de gamle tranlamper overlevede dog de royale angreb, og spredte deres kommunale måneskin i mange år endnu. Godtfolk måtte rage gennem de mørke gader, hvor lygterne i bedste fald angav gaderetningen, men sjældent forhindringer på jorden. De blev passet af vægterne, der jævnligt blev beskyld for at stjæle den dyre tran.

I midten af 1800-tallet var tranlampernes dage dog talt. Magistraten oprettede Københavns Belysningsvæsen for at skaffe en bedre gadebelysning.

Oprindeligt blev "væsnet" etableret for at producere gas til de gaslamper, der nu var den store mode. Det første kommunale gasværk lå på Vesterbro for enden af Gasværksvej, som værket gav navn til. Det havde sin egen havn, hvor der blev losset kul til værkets ovne. Det var det engelske firma Cochrane & Co., der havde opbygget både gasværket og ledningsnettet.

I 1857 blev de 1.800 tranlamper afløst af 1.800 gaslygter. Den første tænding fandt sted fredag den 4. december 1857.

Premieren foregik ved højlys dag. Store grupper af københavnere fulgte lygtetænderen fra lampe til lampe, og råbte hurra, når de blev tændt.

H.C. Andersen var med på turen, og lod begivenheden inspirere ham til eventyrene ”Den Gamle Gadelygte” og ”Gud Faders Billedbog”. Med en helt usædvanlig ekstravagance lod magistraten i den første tid både gas- og tranlamperne brænde samtidigt - for en sikkerheds skyld.

Vrede læserbreve i byens aviser

Det var vagterne, der til at begynde med passede gaslygterne, de var ikke populære. Det var kendt, at de før havde stjålet af tranen.

I 1866 fik Belysningsvæsens egne folk. Nu fik København en ny figur, der havde sin daglige tur i gader og stræder - lygte-tænderen. Om aftenen gik han rundt med en lang stang, som han stak op i gaslygterne.

Først åbnede han for gassen. Så trak han i en snor, der var monteret på stangen, og var forbundet med et fyrtøj. Når det slog gnister, tændte gadelygten. Om morgenen måtte han rundt og slukke dem igen.

Langsomt sivede gassen ind i husende - både til belysning og madlavning. I mange år herefter blev det en af københavnernes yndlingsbeskæftigelser; at klage over "den elendige gasbelysning". Både leveringssikkerheden - eller måske manglen på sammen - og gasens lugt gav anledning til mange vrede læserbreve i byens aviser.

I 1882 blev københavnerne præsenteret for elektrisk lys af forlystelsesetablissementet National Scala. De fik to kulbuelamper monteret på taget og en generator i kælderen, og kunne oplyse hele Axel Torv med, som man sagde: "det hvide lys". Københavnerne strømmede til for at se denne sensation.

Den 5. marts 1891 kom elektriciteten officielt til København. Den blev leveret af to damp-turbiner, fremstillet af B&W’s motorfabrik på Christianshavn, og installeret i det første kommunale elektricitetsværk i Gothersgade.

Den elektriske gadebelysning blev tændt i den lyse forårsaften og skræmte folk ved, at alle lygterne "på magisk vis" tændte på én gang.

I 1957 bliver gasbelysningen officielt afskaffet. På den tid eksisterede der endnu 5.500 gaslygter i byen. Den sidste lygtetænder gik sin runde i Frederik 7.'s Gade på Nørrebro i 1959.

Det var den tredje af seks artikler i TV 2 Lorrys sommerserie om historier fra København. I næste uge vender vi blikket mod bryggerierne, når Allan Mylius Thomsen fortæller historien om helbrederen af det syge øl.