Greve bliver meldt til politiet efter vandsag

Greve Kommune kan se frem til en politianmeldelse efter den langvarige vandforurening i Tune, skriver DAGBLADET Roskilde.

Tune-borger Niklas Bekker Poulsen mener nemlig, at Greve Kommune har svigtet sit ansvar, efter der i flere år er blevet målt coliforme bakterier i vandet fra Tune Vandværk, uden at der er gjort noget for at rette op på det.
- Jeg er så fortørnet over, at man har haft en så lemfældig omgang med vores drikkevand. Vi har jo åbenbart drukket forurenet vand i årevis, uden at man er skredet ind, siger han.
Og han er ikke den eneste, der er utilfreds med Greve Kommunes indsats. Bjarne Larsen fra Tune har taget initiativ til at danne en borgergruppe, så Tune-borgerne kan stå stærkere over for kommunen i de eventuelle retssager, der måtte komme efter sagen om vandforureningen.
- Både vedrørende kommunens manglende tilsyn med vandboringerne igennem årene, men også ved erstatningssager i forbindelse med sygdom hos indbyggerne i Tune, forklarer han.
Greve Kommune har da også erkendt, at man ikke har handlet hurtigt nok i vandsagen fra Tune. Der er allerede sat en intern undersøgelse i gang af, hvordan teknik- og miljøforvaltningen fremover kan gøre det bedre.
- Set i bakspejlet skulle vi have været skarpere. Vi har en forventning om, at vandværkerne er professionelle, men i dette tilfælde har vi nok stolet for meget på, at vandværket havde styr på det, siger direktør Ulla Gramstrup til Ingeniøren og undskylder den manglende viden om proceduren og dialogen omkring Tune Vandværks forhøjede bakterieforekomster med, at stort set hele holdet af ansvarlige på området er forholdsvis nyansatte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik