Gravearbejde truer fiskeri

Torsk og ål fanget af fiskere fra Vedbæk Havn kan være fortid, hvis NCC Roads får lov til at udvide deres indvinding af råstoffer i Øresund på et område ud for Vedbæk Havn, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Jeg frygter, at om to års tid, så vil fiskeaktiviteten i området være forsvundet som følge af råstofindvindingen. Hvad skal vi så leve af, siger Max Christensen, som er formand for Vedbæk Fiskeriforening. Selv ejer han en af de småkuttere, som har hjemme i Vedbæk Havn.

Naturstyrelsen gav den 11. oktober i år NCC Roads tilladelse til at udvide deres indvinding af blandt andet sand og grus til det knap det tidobbelte.

Til og med 2012 har NCC måttet hente 580.000 kubikmeter råstoffer op, men det vil med afgørelsen kunne stige til 5.000.000 kubikmeter, altså næsten en tidobling.

Allerede nu kender fiskerne i Vedbæk Havn til problemer med fiskeriet som følge af råstofindvindingen.

- I Øresund har der tidligere været mange rev, hvor især ål lå og ynglede. Der har jeg fisket meget, men de er væk nu. Revene er simpelthen suget væk. Derudover er jeg bange for, at småfiskene vil forsvinde fra vores fiskeområder, fordi der vil komme øget aktivitet, når NCC skal til at udvide deres aktiviteter. Hvis de små fisk forsvinder, vil torsken følge med, fordi torsken lever af de små fisk, siger Max Christensen. Tom Olsen, havnefoged på Vedbæk Havn og tidligere fisker, supplerer.

- Når de store maskiner suger sand og grus op fra havbunden, bliver vandet omkring plumret, og det vand føres videre rundt i Øresund på grund af strømforhold. Fisk vil ikke være der, hvor vandet er grumset, derfor forsvinder de. De vil hellere ligge og svømme rundt i klart vand, siger Tom Olsen.

Fra 2011 til 2012 steg indvindingen af fyldsand i hele Øresund fra 109.000 kubikmeter til 1.028.000 kubikmeter. Sand, som i høj grad er brugt til udvidelsen af Københavns Nordhavn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik