Golfklub vil bygge ferieby

I Frederikssund Golfklub bliver der i øjeblikket ikke kun slået slag på banen. Klubben slår nemlig også et slag på tegnebrættet for at profilere sig og tiltrække flere turister til området med planer om at bygge 42 feriehuse op ad golfbanen, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Projektet er inspireret af et lignende koncept fra en golfklub i Himmerland, og Leif Tullberg, der er formand for Frederikssund Golfklub, tror på, at der et marked for boligerne hos nabolandene.
- Vi ville få folk her fra hele Norden, siger Leif Tullberg.
Og den idé er han ikke ene om. Dansk Golf Union er nemlig enig i, at konceptet i høj grad appellerer til nordmænd og svenskere og kan trække golfentusiaster til området.
- Siden de gik i gang for 15 til 20 år siden i Himmerland, har det vist sig at være en rigtig lukrativ forretning, og det er blevet meget populært, siger Karsten Thuen, der er generalsekretær i Dansk Golf Union.
Han oplyser, at et lignende projekt med et stort antal feriehuse og golfbane er på vej til at åbne på Djursland senere i år. Simon's Golf nær Kvistgård har overnatning tilknyttet i form af et hotel, men ellers har golfhuse-konceptet ikke fundet vej til Sjælland, hvilket generalsekretæren mener hænger sammen med, at det er sværere at få tilladelse til at bygge i forhold til det jyske.
De 42 nye huse er dog ikke kun tiltænkt golfspillere. De skal også helst kunne tiltrække andre turister, og brancheorganisationen Horesta, der repræsenterer hotel-, restaurant- og turisterhvervet, mener, at det er muligt i det naturskønne fjordlandskab.
- At bo naturskønt er attraktivt. Det er ikke alene golfspillere, der synes, det er rart, men man skal måske have sig for øje, at der også skal være andre oplevelser i rimelig afstand, siger Lone Njor Hult, der er direktør i Horesta, og nævner blandt andet restauranter og bymiljø som en vigtig del. Vores nordiske brødre kan samtidig hjælpe med at få hævet besøgstallet i lavsæsonen.
- Det svenske og norske marked er absolut interessant. Vi kæmper meget for at få udviklet forårs- og efterårssæsonen, siger Lone Njor Hult.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik