Godt nyt til pendlerne: Satserne for kørselsfradrag hæves

Borgere får et fradrag på op til 2,16 øre per kørt kilometer, og det gælder med tilbagevirkende kraft i 2022.

Skatterådet har tirsdag besluttet at hæve satserne for både kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse på grund af de stigende brændstofpriser.

Har man samlet mellem 25 og 120 kilometer til og fra arbejde, får man et fradrag på 2,16 øre per kørt kilometer. Det er en stigning på 18 øre.

Det meddeler rådet, som har holdt møde tirsdag formiddag, i en pressemeddelelse.

Stigningen i kørselsfradraget sker med tilbagevirkende kraft, så det gælder hele 2022.

Også satsen for befordringsgodtgørelse hæves, så virksomheder kan godtgøre udgifter til erhvervsmæssig kørsel for 3,70 kroner per kilometer. Det er en stigning på 19 øre.

Denne godtgørelse gælder dog - modsat ændringen i kørselsfradraget - ikke med tilbagevirkende kraft.

Tredje gang på 30 år

Det er kun tredje gang på 30 år, at satserne justeres ekstraordinært i løbet af året. Det fremgår af Skatterådets pressemeddelelse.

Normalt fastsættes satserne i november på baggrund af skøn over det kommende års priser på brændstof.

Men de seneste måneder er priserne på både benzin og diesel røget markant i vejret.

Det reagerer Skatterådet på, efter at rådet tidligere i år valgte at udskyde en beslutning, da priserne på brændstof begyndte at stige.

Skatterådet har 19 medlemmer. Rådet har kompetence til at fastsætte satser på eksempelvis befordringsfradraget.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik