Genforenet efter to måneders besøgsforbud på plejehjem: ”Det bedste, der kan ske”

Flere steder i hovedstadsområdet har kommuner givet grønt lys til besøg på plejehjem, hvis det foregår uden for og under skærpede omstændigheder.

Det har været otte lange uger for beboerne på plejehjem landet over, siden myndighederne i marts udstedte et forbud mod besøg fra pårørende.

Men efter smittespredningen med coronavirus efterhånden er kommet nogenlunde under kontrol, er flere kommuner i hovedstadsområdet begyndt at tillade besøg under ordnede forhold på plejehjemmenes udearealer.

København, Furesø, Køge og Rødovre er blandt de kommuner, hvor plejehjemsbeboere i denne uge igen har haft mulighed for at tale om løst og fast ansigt til ansigt med deres nærmeste.

Og det vækker glæde hos beboere såvel som pårørende, det er tydeligt på plejehjemmet Møllehuset på Nørrebro i København, hvor personalet har omdannet forhaven til et besøgsområde med pavilloner, afmærkede områder, separate ind- og udgange, men også tæpper, kaffe og varm kakao.

Her møder vi mor og datter, Conny og Marianne, der ikke har set hinanden i over otte uger.

- Det er fantastisk. Det har vi virkelig set frem til i lang tid, så det er super skønt at kunne se hende igen. Vi har selvfølgelig facetimet, men det har ikke været helt det samme, for min mor har Parkinsons. Hun har været ensom og manglet vores besøg, det kan man tydeligt mærke, siger datteren Marianne Bjørk og fortsætter:

- Det betyder rigtig meget, for nu er vi tre søstre, der gennem flere år har besøgt hende hver uge, så min mor har været vant til meget besøg. Og det har været meget trist for hende ikke at have det. Jeg har oplevet, at hendes humør har dalet. Hun har ikke rigtig haft lyst til at snakke, hvilket er unaturligt for hende. Men jeg kan allerede mærke, at det liver hende op.

På den anden side af bordet og med god afstand til datteren Marianne bakker mor Conny op.

- Det er det bedste, der kan ske. Ja. Det er, når jeg får besøg, siger Conny Thomsen tydeligt berørt af situationen.

Mor Conny og datteren Marianne har savnet hinanden under besøgsforbuddet.
Mor Conny og datteren Marianne har savnet hinanden under besøgsforbuddet.
Foto: TV 2 Kosmopol

Op til kommunerne at give tilladelse

Der er i grunden fortsat nationalt besøgsforbud på plejecentre. Men fordi det er op til den enkelte kommune at forbyde besøgende adgang til plejecentre, er det ligeledes også muligt for kommunerne at beslutte, at besøgsforbuddet ikke gælder på plejecentrets udearealer.

Derfor tillader stadig flere og flere kommuner, at man kan få besøg af pårørende på udearealerne.

Københavns Kommunes vilkår for besøg på plejehjem:

Fysiske rammer for udebesøg
Besøg skal foregå udendørs i et defineret og afgrænset område med direkte adgang, så den pårørende ikke skal færdes indenfor på plejehjemmet. Besøg skal afvikles med to meters afstand mellem beboeren og den pårørende. Der må ikke være mere end ti personer samlet i besøgsområdet, og der skal være adgang til håndsprit eller vaskeserviet.

 

Planlægning af udebesøg
Alle besøg skal aftales på forhånd, og en beboer kan have besøg af én pårørende i en halv time ad gangen. Plejehjemmet understøtter dette og sikrer at alle beboere, som kan og ønsker at deltage i udebesøg, får mulighed for det.

 

Sikring af at den besøgende er rask
Når besøget planlægges, skal personalet tale med de pårørende om, hvorvidt de oplever symptomer på sygdom eller om han/hun har været sammen med syge. Dette gentages ved besøgs start for at mindske smitterisiko.

 

Under udebesøg
Der er krav om afspritning eller afvaskning af hænder før og efter besøget for både beboere og pårørende, og af hensyn til reduktion af smitte vil det ikke være tilladt for pårørende at medbringe mad- eller drikkevarer til besøget.

 

Facilitering af besøg
Det er et krav, at der er en medarbejder til stede i besøgsområdet, som kan hjælpe med overholdelsen af retningslinjerne. Medarbejderne vil også sørge for, at beboere og pårørende tilbydes drikkevarer under besøget.

 

Efter udebesøg
Efter hvert besøg afvaskes borde og stole.

 

Afskærmning for vejr
Der kan indkøbes pavilloner, læhegn, parasoller og lignede til at skabe læ for sol, regn og vind i besøgsområdet. Plejehjemmenes udgifter hertil refunderes.

 

Kilde: Københavns Kommune

Efter Københavns Kommune åbnede op for besøg, gik plejehjemmet Møllehuset straks i gang med at få stablet et område på benene, der lever op til forvaltningens sikkerhedskrav.

- Det handler om at håbet igen. Den her håbløshed om at være i en situation, hvor man ikke ved, hvad der sker i morgen, og det her corona betyder i ens hverdagsliv, når man er oppe i alderen. Så det giver håb igen om, at man kan se sine kære og sine pårørende. Det kan vi alle sammen mærke helt nede i vores maver, siger forstander Iben Alsholm.

Plejehjemmene i Københavns Kommune er blandt andet blevet pålagt at facilitere et tidsbestillingssystem, hvor pårørende bestiller en besøgstid. Det er med til at forhindre, at for mange pårørende samles på samme tid.

Forstander Iben Alsholm kan mærke, at besøgene giver beboerne håb for fremtiden.
Forstander Iben Alsholm kan mærke, at besøgene giver beboerne håb for fremtiden.
Foto: TV 2 Kosmopol

Man kan se, han har haft det godt

Ved et andet bord sidder Nanna og Åge Büchert. De har været gift i over 60 år. De er også tilfredse med endelig at have haft en halv time sammen ansigt til ansigt.

- Det er stærkt positivt. Man kan se, han har haft det godt i mellemtiden. Han ser frisk og glad ud, siger Nanna Büchert om sin mand, Åge, der er beboer på Møllehuset.

Glæden er gengældt, meddeler Åge.

- Det har været en positiv oplevelse. Og hun ser jo godt ud, siger han om sin hustru.

Efter næsten to måneder fra hinanden er ægteparret Nanna og Åge Büchert genforenet.
Efter næsten to måneder fra hinanden er ægteparret Nanna og Åge Büchert genforenet.
Foto: TV 2 Kosmopol

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik