Raser over angreb på brandfolk nytårsnat: "De er skidesure"

Adskillige angreb med fyrværkeri mod arbejdende brandfolk nytårsnat får minister til at ville skærpe straffen.

Det har ikke været ufarligt at være brandmand i det forgangne døgn.

I løbet af nytårsdøgnet har der været 17 fyrværkeriangreb mod brandfolk på landsplan, viser en optælling fra Danske Beredskaber.

Mindst fem af angrebene er fundet sted i Hovedstadens Beredskabs udrykningsområde, og det er fem for mange, lyder det fra Kristian Næsted, som er vagthavende operationschef.

Han forklarer, at hændelserne typisk sker i forbindelse med, at beredskabet bliver kaldt ud for at slukke påsatte brande i affaldscontainere eller på offentlige pladser.

- I nogle af tilfældene virker det som om, det er direkte antændt for at lokke brandvæsenet til, så man kan angribe os med bomberør og raketter. I flere af tilfældene er det ret massiv beskydning, vi bliver mødt med, så vi er nødt til at trække os kortvarigt, indtil politiet dukker op og kan tage sig af uromagerne, siger Kristian Næsted til TV 2 Lorry.

Det var netop, hvad der skete i går aftes ved Fosgården i Albertslund, hvor brandfolk fra Hovedstadens Beredskab blev lokket i et baghold af en gruppe unge, som affyrede bomberør mod brandvæsenet.

Her bliver den 17-årige anholdt. Se hele hændelsen i videoen øverst i artiklen.
Her bliver den 17-årige anholdt. Se hele hændelsen i videoen øverst i artiklen.
Foto: Presse-fotos.dk

Politiet nåede dog hurtigt frem til stedet og fik anholdt en 17-årig dreng, som er sigtet for forsætlig brandstiftelse og for straffelovens §252, som handler om hensynsløst at have udsat tilfældige for fare.

Et klart skred

Også ved Folehaven ved Valby blev brandfolk i nattens løb beskudt med fyrværkeri.

- Vores brandfolk er skidesure over, at de skal finde sig i den slags. De er heldigvis nogle hårdhudede gutter. Men der er jo ingen, der kan lide at blive budt den slags. De er beskyttet med sikkerhedsbriller og ørepropper. Men de kan potentielt set stadig få skader af at blive ramt af det her fyrværkeri, siger Kristian Næsted.

Han mener, at der er sket et klart skred. Hvor der tidligere var tale om mere enkeltstående tilfælde, er der gennem de seneste tre til fire år kommet flere tilfælde med fyrværkeriangreb.

- Nu ved vi nærmest, at det vil ske nytårsaften. Så det er en rigtig kedelig tendens. Man skal selvfølgelig huske på, at langt de fleste mennesker her i kongeriget vil brandvæsenet det godt og synes, den slags adfærd er forkastelig. Men desværre er der også nogle få, primært yngre, tosser, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og overhovedet ikke forstår, hvordan man skal behandle fyrværkeri, siger Kristan Næsted.

Også i dagene op til nytårsaften var der flere hændelser med unge, som benyttede fyrværkeri som våben mod beredskab og andre personer. Det skete hovedsageligt på Nørrebro og i Aarhus.

Forkvaklede fjendebilleder

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen har selv været vidne til de scener, der udspillede sig på Nørrebro, hvor han er født, opvokset og valgt.

- Det har stået på længe, men er blevet værre og værre med årene, fordi nogle komplet uintegrerede, hæmningsløse typer har fået lov til at sætte sig på bydelen på grund af manglende konsekvens og berøringsangst, siger Lars Aslan Rasmussen til TV 2 Lorry.

Ifølge ham er der primært tale om utilpassede unge med indvandrerbaggrund, hvoraf mange har en forkvaklet opfattelse af, at staten og myndighederne modarbejder dem.

Han påpeger samtidig, at der ikke er særligt mange etniske minoritetsgrupper ansat i brandvæsenet, politiet eller ambulancetjenesten, hvilket er med til at bidrage til en "os og dem-mentalitet" blandt de unge.

- Jeg mener helt klart, der er en etnisk slagside. Mange ser staten som de onde, fordi deres forældre kommer fra svage stater i Mellemøsten, hvor staten ikke kan beskytte folk, eller direkte undertrykker dem. Det er som om, at jo yngre folk er, jo værre er det her med, at politiet og andre myndighedspersoner er ens fjender.

- Jeg synes, det er et opdragelsesproblem, hvor forældrene har svigtet deres ansvar, og hvor pædagoger og gadeplansmedarbejdere skal være bedre til at gribe fat og indberette, når de oplever, at forældrene forsømmer deres børn og unge, siger Lars Aslan Rasmussen.

Minister vil skærpe straf for at genere brandfolk

Partifællen Trine Bramsen, som er forsvarsminister, siger til DR, at hun efter nattens fyrværkeriangreb på brandfolk vil have skærpet straffen for at genere arbejdende brandfolk.

- Det her er noget, vi bliver nødt til at se på med stor alvor. Det er ikke rimeligt, at dygtige brandfolk går på arbejde og oplever det her, siger Trine Bramsen til DR.

Hun er klar til at se på forskellige muligheder for at stoppe disse angreb.

- Jeg er ikke afvisende for at se på hele paletten af værktøjer, der kan være med til at skabe den rette forståelse for vigtige samfundsopgaver, som beredskabet udfører.

- Det kan både være højere straffe for at genere brandfolk og andre, der udfører væsentlige opgaver for vores samfund, men også opdragelse og oplysning, siger Trine Bramsen.

Også Dansk Folkeparti er parat til at kigge på reglerne, skriver retsordfører Peter Skaarup på sin Facebook-profil.

- Nu vil Dansk Folkeparti stille forslag i Folketinget om, at angreb på redningsfolk skal give lange fængselsstraffe og udvisning, hvis man er udlænding, lyder det.

I det seneste døgn har der i hele landet været 567 udrykninger med 1.800 brandfolk på vagt.

Også sidste år blev brandfolk angrebet med fyrværkeri. Videoen her viser hvor voldsomt det foregik i Albertslund. ​​​​

Også sidste år blev brandfolk angrebet med fyrværkeri. Videoen her viser hvor voldsomt det foregik i Albertslund. Og denne nytårsaften og -nat skete det altså igen.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik