Dansk politi, Skat og Arbejdstilsynet har ualmindeligt svært ved at inddrive skatter og bøder, når det gælder de flere tusinde polske virksomheder, der er registreret i Danmark, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.
Københavns Vestegns Politi har f.eks. netop udsat en retssag mod den polske arbejdsgiver Pawel Kowalewski, der er tiltalt for at have handlet groft uforsvarligt i forbindelse med en tagdækkers død i januar.
Det lykkedes ikke for det danske politi at identificere arbejdsgiveren i en grad, så det polske politi kunne overbringe ham anklageskriftet i tide. En fejl, som det danske politi i første omgang erkender blankt.
Også i fagforeningen 3F er man irriteret over, at polske virksomheder leger kispus med politiet og Arbejdstilsynet.
I forbindelse med 3F's aktion på 732 byggepladser i sidste uge tjekkede fagforeningen 244 polske firmaer i RUT-registret.
Undersøgelsen afslørede umiddelbart, at hver 10. af disse virksomheder ikke eksisterer i Polen.