Frygtede supersprederevent – men siden Copenhagen Pride er abekopper-smitte faldet

Antallet af smittetilfælde med abekopper faldt under og efter Copenhagen Pride Week og Pride-paraden, oplyser SSI.

Copenhagen Pride-festivalen blev ikke den supersprederevent af abekopper, som overlæger og virologer ellers havde advaret om, og som foreninger i det LGBT+-miljøet ellers havde frygtet.

Nye tal fra Statens Serum Institut viser, at abekopper ikke har fået tag i danskerne - i hvert fald ikke i denne omgang.

Der er de seneste tre uger således konstateret tre til fem nye tilfælde af abekopper per uge, oplyser Statens Serum Institut, SSI, til TV 2 Lorry.

- I de seneste syv uger har vi faktisk set et fald i antallet af tilfælde med abekopper, siger Anders Koch, der er overlæge hos SSI og forsker i infektionsepidemiologi og forebyggelse blandt sex- og blodoverførte infektioner.

I forbindelse med Priden besluttede Sundhedsstyrelsen at tilbyde vacciner til udsatte grupper, netop for at undgå en supersprederevent.

Indtil videre har omkring 3000 personer taget imod en koppevaccine.

Vaccinerne er dog ikke årsagen til den meget begrænsede smittespredning, vurderer SSI-overlægen.

- Jeg tror, den primære grund er adfærdsændringer blandt de personer, som er i særlig risiko. Man har begrænset antallet af kortvarige seksuelle kontakter, og hvis man har haft symptomer på abekopper, har man ikke haft sex med andre, siger Anders Koch.

Det er dog for tidligt at erklære sygdommen for udryddet i Danmark, understreger han.

- Abekopper er noget, som vil være her i fremtiden. Jeg kan ikke sige hvor længe, men jeg kan heller ikke sige, at abekopper er fortid. Bestemt ikke, siger Anders Koch.

Op til Copenhagen Pride, og især i forbindelse med Pride-paraden, udtalte LGBT+ Danmark, AIDS-fondet og arrangørerne af Priden, Copenhagen Pride, at de frygtede en supersprederevent.

I den forbindelse efterspurgte de en bred udrulning af koppevacciner.

Samtidig udtalte Lars Henriksen, der er forperson for Copenhagen Pride, til Berlingske, at danske mediers fokus på abekopper i det homoseksuelle miljø var stærkt overdrevet.

Ifølge Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut er stort set alle bekræftede tilfælde af abekopper i Danmark sporet hos mænd. Her udgør mænd, der har sex med mænd, og som har flere skiftende partnere, en "ophobning" af det samlede antal smittede.

Den seneste opgørelse fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, viser, at smittetallene er faldet – både i Europa og på verdensplan – siden den foreløbige top i starten af sommeren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik