Frederiksberg reddet på målstregen: Grænsen for automatisk nedlukning hæves

Statens Serum Institut vil hæve grænsen for automatisk nedlukning fra et incidenstal på 250 til 300. Det glæder borgmesteren på det smitteramte Frederiksberg.

Flere kommuner og sogne kan snart ånde lettet op, for grænsen for automatisk nedlukning hæves fra et incidenstal på 250 til 300.

Det oplyser Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, til Ritzau. Det samme gør Sundhedsministeriet med Magnus Heunicke (S) i spidsen til TV 2.

Per Larsen betragter det som en formalitet, inden det bliver ført igennem. Også sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger til TV2, at ændringen kommer til at ske.

- Det er anden gang, det bliver gjort. Det er ud fra den konkrete vurdering, vores myndigheder har lavet.

- Deres vurdering er, at der hvor vi er nu, skal vi lige justere en smule. Det vil konkret betyde, at kommunerne stadig skal gøre alt, de kan, for at forebygge smitte, men nu er der en lille smule mere luft. Og det ligger altså i modellen, at vi løbende skal justere den efter smitteudviklingen, siger han.

Borgmester er lettet

Frederiksberg Kommune er netop en af de kommuner, der de seneste dage har nærmet sig grænsen for automatisk nedlukning.

I sidste uge lå kommunens testkorrigerede incidenstal på 160, mens det har siden bevæget sig op på 216 torsdag og 215 fredag.

En lempelse af kravene vil give kommunen ekstra luft, før en eventuel automatisk nedlukning træder i kraft.

Og det glæder Frederiksbergs konservative borgmester, Simon Aggesen.

- Jeg er rigtig glad og lettet på borgernes og erhvervslivets vegne, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det (det hævede niveau, red.) giver en rum tid til, at vi kan nå at informere borgerne og få smitten ned, før vi bliver ramt af en automatisk nedlukning.

Træder muligvis først i kraft torsdag

Statens Serum Institut skal ændringen af nedlukningsgrænsen til Epidemikommissionen, der består af en række aktører i ministerier, styrelser og organisationer.

Derefter skal kommissionen godkende det og så indstille det til regeringen, og endeligt bliver det behandlet i Epidemiudvalget i Folketinget.

Epidemiudvalget har møde onsdag, og umiddelbart derefter - givetvis i midten af næste uge - vil ændringen træde i kraft.

Hvis ændringen først træder i kraft i næste uge, kan der opstå en situation, hvor Frederiksberg Kommune og andre kommuner med stigende smitte rammer et testkorrigeret incidenstal på 250 inden. 

Det er endnu uvist, om kommunerne i sådan en situation vil blive ramt af en automatisk nedlukning.

I så fald håber Frederiksbergs borgmester på, at der vil blive lavet en undtagelse.

- Jeg håber, at man vil gøre en undtagelse, hvis Frederiksberg skulle nå 250 før på onsdag, så vi ikke skal lukke ned for et par enkelte døgn, ellers virker det helt hovedløst, siger Simon Aggesen.

Incidenstallet for nedlukningen af sogn hæves fra 500 til 600 smittede per 100.000 indbyggere.

I indslaget nedenfor kan du høre mere om smittestigningen på Frederiksberg, og hvad borgerne mener om den overhængende fare for nedlukning. 

Til gengæld kunne den folkerige kommune ånde lettet op i dag. Kommunen frygtede en nedlukning men slap med skrækken.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik