Fransiska var tidligere anbragt og så frem til "magisk tid" - men så blev hun hjemløs

Som børn af misbrugere blev Fransiska Mannerup og hendes tre søskende alle fjernet fra hjemmet og anbragt i plejefamilier som ganske små. Hun fortæller, at hun i dag er den eneste af de fire søskende, der er landet på benene.

- Jeg har desværre ikke kontakt til mine søskende i dag. Jeg ved ikke engang, hvor min ældste bror er længere. Men jeg ved, at alle tre har lidt triste skæbner efter deres anbringelser, siger Fransiska Mannerup.

Gennem sin opvækst blev Fransiska placeret først på et akutbørnehjem som to-årig og senere i seks forskellige plejefamilier, indtil en kostskole blev hendes hjem fra 9. klasse.

Men da hun nærmede sig alderen for at blive myndig, oplevede hun et svigtende system.

- Hvor meget hjælper det egentlig, at man kan få en kontaktperson i 10 timer fordelt på seks måneder?

Fransiska Mannerup stiller spørgsmålet retorisk. Hun husker samtalerne med kommunen om et såkaldt efterværn som noget koldt og mangelfuldt. Et efterværn kan tilbyde forskellige former for støtte til tidligere anbragte børn og unge. 

Og selv om hun var ”barn af systemet”, som hun kalder det, svigtede det selvsamme system hende på vejen ind i voksenlivet.

- Jeg oplevede at stå meget alene. Samtalen om efterværnet føltes mest som noget kommunen skulle have krydset af på et papir, så de kunne sige, at de havde tilbudt det. Men de var ikke interesserede i, om det var tilstrækkeligt.

Efterværnet slipper og så ender de på herberg

På ungeherberget Sporsløjfen på Østerbro i København ser man ofte tidligere anbragte, der er endt i hjemløshed. Ifølge forstander Thommi Nielsen er der ingen tvivl om, at der er en gruppe af tidligere anbragte, som bliver tabt til gaden.

- Når man fylder 18 år, markerer det et skifte fra barn til voksen. I hvert fald i systemet, som tager sig af dig. Så skal man videre. Man kan eksempelvis komme lige fra en plejefamilie eller en ungdomspension. Og de mest sårbare ender hos os, fordi de ikke altid mødes af et ordentligt efterværn.

Ifølge lederen af ungeherberget tilbydes langt fra alle anbragte unge efterværn af deres respektive kommuner, når de bliver 18 år.

- Der er enkelte, der får det tilbudt. Men hvis det begynder at gå skævt, hvis de måske ryger hash eller ikke passer skolen, så mister de efterværnet. Det vil sige, at det er de unge, der har mest brug for hjælp, som ikke får det – fordi efterværnet slipper. Og så ender de steder som her på herberget.

Der skal være potentiale for at få efterværn

Unge med anbringelsesbaggrund er overrepræsenterede i flere negative statistikker. De ender oftere i misbrug, kriminalitet og hjemløshed end andre.

Ifølge Katrine Iversen, som er projektchef på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, er efterværnet ikke godt nok til at hjælpe de unge i overgange til voksenlivet, når de bliver myndige. Og det er et problem, fordi de tabte unge udgør en stor social belastning som voksne.

- Vi kan se, at hvis vi ikke får dem løftet ordentligt ind i et selvstændigt voksenliv, så ender de også som udsatte voksne. Vi færdiggør ikke den sociale indsats, vi har startet for et barn. I de værste tilfælde kan man sige, at man skyller barnet ud med badevandet.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

 Ifølge VIVE har efterværn en klar effekt på de unge, der modtager det, sammenlignet med de unge, der ikke gør. Alligevel er det i Danmark ikke en ret at få efterværn, forklare Katrine Iversen.

- I paragraffen hedder det, at der skal være et udviklingspotentiale. Det påhviler de enkelte kommuners serviceniveau at vurdere, hvem der skal tilbydes efterværn.

Og det skaber ifølge tal fra revisionshuset PwC store forskelle på, hvor mange unge i målgruppen der tilbydes efterværn fra kommune til kommune. Omkring København drejer det sig i flere kommuner om blot mellem 40-60 procent af de unge i målgruppen og i enkelte kommuner endda under 40 procent.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Hjemløs student

Da Fransiska Mannerup fyldte 18 år, manglede hun fortsat at afslutte sin gymnasieuddannelse på den kostskole, som hun boede på. Hendes efterværnsaftale blev derfor, at hun kunne blive boende på skolen, til hun havde taget sin studentereksamen.

Men efterværnsindsatsen endte brat den dag, hun fik sin hue på.

- Min studentertid skulle være så magisk, men det blev den ikke. Min anbringelse sluttede, den dag jeg blev student. Jeg skulle samle mine ting fra mit kostskoleværelse, men jeg havde ikke noget sted at tage dem hen. Den dag blev jeg hjemløs.

Selv om Fransiska ser sig selv som ressourcestærk i forhold til mange andre tidligere anbragte, har hun oplevet det som svært at blive voksen. Hun mener, at det kommer af at have været i evig transit og haft mange sporadiske relationer op igennem sin opvækst. Derfor oplever hun nu et stort behov for at passe på sig selv og sætte egne behov først, også selv om det kan koste.

- Den vigtigste i mit liv, det er mig. Og hvis jeg skal overleve, så må jeg gøre det, der skal til. Også hvis jeg bliver nødt til at afbryde nogle venskaber eller sociale relationer. For ellers var jeg gået til.

I dag forsøger Fransiska at udnytte, at hun trods svære odds er landet på benene som voksen. Hun arbejder blandt andet i organisationen De Anbragtes Vilkår og læser en kandidat i politisk kommunikation og ledelse på CBS.

Efterværn skal være en ret

Modsat Danmark tilbyder flere af vores nabolande alle anbragte unge efterværn. I Danmark bedømmer en kommunal sagsbehandler, om den enkelte unge kan tildeles efterværn ud fra servicelovens §76s relativt løse beskrivelser af målgruppen, som VIVE kalder det på deres hjemmeside. 

I blandt andet Norge har man omvendt bestemt, at alle tidligere anbragte har ret til et efterværn. Og hvis det norske efterværn skal ophøre, skal det begrundes ud fra hensynet til barnets bedste.

Bikubenfonden står bag det politiske laboratorium, Policy Lab, der vil forbedre anbragte unges overgang til voksenlivet. Direktør Sine Egede Eskesen mener, at Danmark bør lade sig inspirere af vores nabolande, og at vi skal forlænge den nuværende efterværnsperiode fra fem til syv år.

- I Norge og Finland har man givet ret til efterværn med succes. Og vi mener, at danske anbragte unge skal have en ret til efterværn helt til de er 25 år - med mulighed for forlængelse til de er 27 år. Som det er nu, er der alt for stor forskel på, hvilken støtte man får, afhængigt af, hvilken kommune man bor i. Det vil vi undgå ved at gøre efterværnet til en ret.

Og ifølge Sine Egede Eskesen og Policy Lab vil deres forslag både hjælpe en masse unge og være en god økonomisk investering for samfundet.

- Det vil koste én milliard kroner at give efterværn til alle unge i målgruppen. Det er væsentligt at se på det som en god investering i socialområdet, som både giver de unge et bedre liv, og som kan spare samfundet for penge på sigt.

Ifølge Bikubenfonden og tænketanken Kraka vil en investering i efterværnsindsatsen på én milliard kroner være tjent hjem på blot 20 år.

- Vores opfordring til den kommende regering er at få taget "barnets lov" op af skuffen, og se på den del, der handler om efterværn. Blandt de tidligere folketingspolitikere har man allerede givet håndslag på, at man vil nytænke efterværnet radikalt. Så nu beder vi de nye tage fat på at konkretisere, hvordan vi så gør det, siger Sine Egede Eskesen.