Frank Jensen klar til moskébesøg

Skal socialdemokrater sætte deres ben i den kommende shiamuslimske moské i København? Det skaber splid blandt de socialdemokratiske kandidater til novembers kommunalvalg. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) sagde for nylig, at han ikke vil sætte sine ben i en moské, som finansieres af det iranske præstestyre.Men det vil partiets spidskandidat til overborgmesterposten, Frank Jensen, til gengæld gerne.
- Hvis jeg bliver inviteret til at komme i synagogen eller moskéen, vil jeg komme. Jeg vil sige, hvad jeg mener om kvinders rettigheder og demokratiet og dets indretning og væsen. Jeg bryder mig ikke om dem, der i benovelse falder på halen for andres religion og vil være så rummelig, at alt kan være ligegyldigt. Sådan er det ikke for mig som kristen, siger Frank Jensen.
- Vi har allerede moskéer i København. Spørgsmålet er, om de skal være pænere end gamle industribygninger. Det håber jeg, de skal. Jeg synes, det er sølle, at muslimer skal placere deres kirke i en gammel fabriksbygning. Så jeg håber, vi får nogle arkitektonisk flotte moskéer. Formentlig får vi to i København, en for shiamuslimer og en for sunnimuslimer, siger han.
Han erkender, at der er ting i islam, han ikke kan forstå og ikke vil forstå. For eksempel at kvinder ikke har fuld ligestilling. Men så længe planloven overholdes, og en moské ikke bruges til terrorformål, er det "fuldstændig naturligt", at muslimer får lov at bygge.
- Hvem der bygger og finansierer den moské, vil jeg ikke blande mig i. Man må selvfølgelig gå ud fra, at PET har fuldstændig styr på, at vi ikke får bygget noget, der kan fungere som basis for terror.
- Men jeg har ikke problemer med, at der kommer penge fra andre lande til at bygge moskéer for. Ligesom vi jo fra det danske samfund finansierer kirker i udlandet, for eksempel sømandskirker, som jeg selv har brugt meget på rejser, siger Frank Jensen.
- Der er diskussioner, der skal tages, også med de muslimske mindretal. Jeg synes ikke, vi skal isolere os fra hinanden. Vi som kristne skal tale om, hvorfor kristendommen har udviklet sig til, at vi ikke lever i en middelalderlig, kristen tro. Hvorfor vi lever i en moderne, kristen tro og ikke i en indremissionsk, kristen tro, siger Frank Jensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik