Fra 200 kroner til kvart million: Så mange penge bruger din kommune på borgmester-tradition

TV 2 Lorrys rundspørge viser, at der er stor forskel på om og hvor mange penge, kommunerne bruger på borgmesterportrætter.

Når en borgmester forlader sit embede, er der i flere kommuner tradition for, at vedkommende bliver portrætteret.

Senest har et enigt økonomiudvalg i Rudersdal Kommune godkendt, at kommunen bruger 250.000 kroner på, at få den tidligere borgmester Jens Ive (V) portrætteret kunstneren Peter Martensen. 

Men i hovedstadsområdet er det langt fra alle kommuner, der bruger så mange penge på den udgift. 

Faktisk er der ganske stor forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger på borgmesterportrætterne. Det viser en rundspørge, som TV 2 Lorry har foretaget.

17 ud af de 34 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde er vendt tilbage med svar.

Seks af de 17 kommuner oplyser, at de ikke har tradition for borgmesterportrætter, mens det i de resterende kommuner er forskelligt, hvorvidt der er tradition for at gøre brug af malede portrætter eller fotografier.  

Og forskellen i traditioner kommer også til udtryk i prisen.

TV 2 Lorry har spurgt kommunerne, om de har tradition for at portrættere de afgående borgmestre, og hvad det i så fald koster. Nedenfor kan du se, hvad de 17 kommuner har svaret. 

Så mange penge bruger din kommune på borgmesterportrætter

1

Albertslund Kommune

Albertslund Kommune har tradition for at hænge fotos op af de afgående borgmestre. Kommunen anslår, at det ikke koster over 200 kroner.

2

Allerød Kommune

Kommunen har ikke tradition for brug af borgmesterportrætter.

3

Brøndby Kommune

Brøndby Kommune har portrætmalerier af i alt fem borgmestre.

  • Borgmestrene Jens Chr. Jensen (S) og Frederik Christensen (S) blev malet af henholdsvis kunstmalerne Victor Brockdorff og Kjeld Heltoft tilbage i 1983.

  • Borgmester Kjeld Rasmussen (S) blev malet i forbindelse med sin 60 års fødselsdag i 1986. Det blev besluttet i et ekstraordinært udvidet økonomiudvalgsmøde i august 1986. Borgmesteren deltog ikke under behandlingen af punktet. Kunstmaler Victor Brockdorff stod for portrættet, og prisen var 50.000 kroner.

  • Kommunalbestyrelsen godkendte i august 2014 et forslag fra et kommunalbestyrelsesmedlem om at få foretaget et portrætmaleri af daværende borgmester Ib Terp (S). Kunstmaler Jette Justesen stod bag, mens prisen landede på 60.000 kroner.

  • Kommunalbestyrelsen besluttede i marts 2018, at der skulle males et portræt af den nye borgmester inden for det første halvår i den nye valgperiode. Herefter blev der lavet et maleri af borgmester Kent Magelund (S) af kunstneren Mikael Melbye. Det skete til en pris af 105.000 kroner.

4

Egedal Kommune

I Egedal Kommune bruger man borgmesterportrætter. Man har dog kun fået malet ét siden kommunalreformen, selvom der har været tre borgmestre. De to første havde været borgmestre i henholdsvis Ølstykke og Stenløse og blev portrætteret i forbindelse med sammenlægningen. De hænger nu alle tre på rådhuset.

Det drejer sig om:

  • Svend Kjærgaard (V) blev portrætteret af Mikael Melbye. Portrættet er dateret til 2007. Pris: 100.000 kroner.

  • Willy Eliasen (V) blev portrætteret af Søren Hagen. Portrættet er dateret til 2006. Pris: 95.000 kroner.

  • Karsten Søndergaard (V) blev portrætteret af Sandra Marquardt. Portrættet er dateret til 2022. Pris: 16.750 kroner.

5

Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Kommune har portrætter af samtlige tidligere borgmestre i kommunalbestyrelsessalen.

  • Et portræt af den nu tidligere borgmester Simon Aggesen (K) er ved at blive malet og forventes færdigt i marts 2023. Kunstner Frantz Nicolaus står bag værket, der har en pris på 80.000 kroner.

  • Et portræt af tidligere borgmester Jørgen Glenthøj (K) er blevet lavet af kunstner Søren Hagen. Værket er indkøbt i 2020 og prisen lød på 145.000 kroner.

  • Et portræt af tidligere borgmester Mads Lebech (K) er blevet skabt af kunstner Mads Rye og indkøbt i 2011. Prisen var 105.000 kroner.

6

Fredensborg Kommune

Kommunen har ikke tradition for brug af borgmesterportrætter.

7

Frederikssund Kommune

I Frederikssund Kommune har man ikke en tradition med malede portrætter. I Byrådssalen hænger der dog fotos af to tidligere borgmestre (fra 2007 til 2021), som er taget af en fotograf i kommunens egen kommunikationsafdeling.

Kommunen har ikke oplyst en cirka pris.

8

Furesø Kommune

Kommunen blev dannet i 2007 og har siden haft to borgmestre i form af Ole Bondo Christiansen (S) og Jesper Bach (V).

Kommunen har ikke kendskab til, at der blev lavet et portræt af Jesper Bach, da han stoppede. Det har - endnu - ikke været på tale at bestille ét af Ole Bondo Christensen.

9

Gladsaxe Kommune

I Gladsaxe gør man brug af fotos og ikke af malerier af de afgående borgmestre.

Kommunen har ikke oplyst, hvad de omtalte fotos koster.

10

Halsnæs Kommune

I Halsnæs Kommune har man portrætter af tidligere borgmestre i form af almindelige portrætbilleder.

Kommunen har ikke oplyst, hvad de omtalte fotos koster.

11

Helsingør Kommune

I Helsingør Kommune er det en tradition, at der laves portrætter af de tidligere borgmestre. De hænger alle i Byrådssalen.

  • Johannes Hecht-Nielsen (V) blev i 2015 malet af kunstner Mikael Melbye. Pris lød på 174.659 kroner.

  • Per Tærsbøl (K) blev malet i 2010 af kunstner Bente Polano. Pris var 51.450 kroner.

  • Knud Axelsen (S) blev malet i 1995 af kunstner Bente Christensen-Ernst. Pris var 50.775 kroner.

12

Hillerød Kommune

Hillerød Kommune har borgmesterportrætter. I 2022 vedtog kommunen, at borgmestrene efter endt embedsperiode kan få udført et portræt for et beløb på mellem 100.000 og 130.000 kroner inklusiv moms i 2022-priser.

  • Tegninger af Jens S. Jensen (S) (borgmester fra 1998 til 2000) blev udført i 2002 af Ib Spang Olsen. Prisen endte på 66.500 kroner.

  • Maleri af Nick Hækkerup (S) (borgmester fra 2000 til 2007) blev udført i 2008 og kostede 120.000 kroner. Værket blev malet af Claus Havemann.

  • Maleri af Dorte Meldgaard (K) (borgmester fra 2014 til 2017) blev udført 2022 til 106.500 kroner. Louise Lagoni stod for maleriet.

13

Hørsholm Kommune

Der er ikke tradition for, at der laves portrætter af afgående borgmestre i Hørsholm Kommune.

14

Roskilde Kommune

Roskilde Kommune har kun fået lavet to borgmesterportrætter siden kommunesammenlægningen.

  • Joy Mogensen (S), borgmester fra 2011 til 2019, blev malet af Liz Berry Østergaard. Det kostede 100.000 kroner.

  • Poul Lindor Nielsen (S), borgmester fra 2007 til 2011, blev malet af Lars Rasmussen. Prisen landede på 105.000 kroner.

15

Solrød Kommune

Der er tradition for et borgmesterportræt af den afgående borgmester i Solrød Kommune.

  • Portrættet af den tidligere borgmester Niels Hörup (V) er i proces lige nu. Værket er således endnu ikke malet færdigt. Byrådet godkendte i oktober 2022 en udgiftsramme på op til 100.000 kroner til portrættet. Portrættet males af Artero Baéz Wistremundo, og det er også ham, der har malet portrætterne af de tre foregående borgmestre.

  • De tre tidligere borgmestre gik af i henholdsvis 1991, 2003 og 2006. Kommunen oplyser, at maleriet på borgmesteren, der gik af i 2006 kostede 60.000 kroner. Det har ikke været muligt at finde frem til de øvrige priser.

16

Stevns Kommune

Der er ikke tradition for, at der laves portrætter af afgående borgmestre i Stevns Kommune.

17

Vallensbæk Kommune

Vallensbæk Kommune har borgmesterportrætter. De seneste tre er alle malet af kunstneren Wistremundo Artero Báez - også kendt som Mundo:

  • Portrætterne af Poul Hansen (K) og Kurt Hockerup (K) er malet i år 2003 til 75.000 kroner, mens portrættet af Henrik Rasmussen (K) blev malet i 2019. Det kostede ligeledes 75.000 kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik