Forstå regeringens udspil: Du kan få skattesmæk - naboen kan score gevinst

Nogle borgere risikerer at skulle betale mere i skat, mens andre borgere i princippet kan få glæde af dobbelt skattelettelse.

Villavejen Hyttesvinget på den københavnske vestegn deler Vallensbæk Kommune og Brøndby Kommune.

Her kan nabolaget - afhængig af, hvor de bor på vejen - fremover både risikere et skattesmæk og i princippet score en dobbelt skattelettelse. 

Regeringen fremlagde torsdag et udspil til en udligningsreform.

Det lægger op til, at de mere velstående kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde skal betale flere penge til andre mindre velstående kommuner, der primært befinder sig på resten af Sjælland, på Fyn og i Jylland. 

Vallensbæk Kommune skal aflevere til andre kommuner, mens Brøndby Kommune modtager udlignings-millioner. 

Her kan du læse, om din kommune står til at vinde eller tabe på reformudspillet. 

Artiklen fortsætter efter kortet...

Kan hæve skatten

Hvis der kan samles et flertal i Folketinget for det, får kommunerne med overskud også lov til at hæve kommuneskatten for deres borgere - som eksempelvis dem fra villavejen i Vallensbæk. 

Hvis det sker, vil regeringen omvendt sætte den statslige bundskattesats ned, så
skatterne samlet set holdes i ro, står der i udspillet til den nye reform.

Men det betyder altså ikke, at borgere går fri, siger skatteekspert og partner i PWC, Per Ørtoft Jensen.

- Man risikerer stadig at skulle betale mere i skat, fordi lettelsen af bundskat bliver spredt ud over hele landet og ikke nødvendigvis fuldt ud kompenserer for stigningen i kommuneskat, siger han. 

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

Bundskat og kommuneskat

Alle med en indkomst betaler flere forskellige slags skatter. Blandt andet:

 

  • Bundskat på 12,14 procent -  Bundskatten beregnes af det, der hedder den personlige indkomst - med tillæg af positiv nettokapitalindkomst. Du skal dog kun betale bundskat af den del af din personlige indkomst, der overstiger personfradraget.
  • Kommuneskatten er forskellig fra kommune til kommune og svinger mellem 22,8 procent (Frederiksberg) og 27,8 procent (Langeland).

 

Kilde: Skatteministeriet

Per Ørtoft Jensen har til lejligheden opsat følgende meget grove regneeksempel: 

  • I alt skal 34 kommuner fra hele landet (22 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde) samlet sende yderligere 1,4 milliarder kroner til landets øvrige kommuner.
  • Hvis alle de 34 kommuner vælger at hæve kommuneskatten, og vi antager, at der er eksempelvis er 1.000.000 skatteydere i de 34 kommuner, bliver det i gennemsnit 1.400 kroner per borger.
  • Hvis bundskatterne i hele landet så bliver lettet med tilsvarende 1,4 milliarder kroner, får landets skatteydere cirka 300 kroner i gennemsnit hver i skattelettelse.
  • Så er det altså en ekstra regning på mere end 1.000 kroner for borgerne i de 34 kommuner. (1.400 kroners skattestigning minus 300 kroners skattelettelse).

Dobbelt lettelse mulig

Andre borgere - eksempelvis dem fra villavejen i Brøndby Kommune, der modtager penge i udligning og altså ikke har mulighed for hæve kommuneskatten - kan se frem til en gevinst som følge af lettelsen af bundskatten. 

De borgere kan endda i princippet indkassere to gange, forklarer skatteekspert Per Ørtoft Jensen. 

For regeringen oplyser i deres udspil, at “kommuner, der får en stor gevinst, naturligvis kan bruge en del af gevinsten til at sænke en måske høj kommuneskat, hvis de ønsker det.”

- Hvis kommunen vælger at bruge udlignings-pengene på at lette kommuneskatten får borgerne her en dobbelt-lettelse, siger Per Ørtoft Jensen.

Kan mærkes

Han oplyser, at borgerne samlet set i de forskellige kommuner afhængig af forskellige scenarier kan se frem til “skattestigninger eller skattelettelser på et ikke særlig væsentlige beløb til noget, der kan mærkes.”

Regeringen offentliggør fredag eftermiddag de helt nøjagtige tal i udspillet, der dikterer hvor meget hver enkelt kommune står til at miste eller score.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik