Forskere langer ud: Det er kun elitens boliger, der fredes

Ny undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at det typisk er elitens boliger nord for København, der fredes og bevares for eftertiden

Et hus i Nordsjælland med udsigt til vandet og tegnet af en kendt dansk arkitekt har langt større chancer for at blive fredet, end et eksperimenterende almennyttigt boligbyggeri i Havdrup.

Og det er helt galt. For fredningslovgivningen i Danmark forudsætter, at de bygninger, som fredes, afspejler den danske befolkningssammensætning.

Sådan konkluderer en forsker fra Københavns Universitet, som minutiøst har gennemgået de bygningsfredninger, der er gennemført i Danmark lige siden 1945.

Et problem for demokratiet

- Vi konkluderer, at staten har fremelsket en elitær fortælling om Danmarks historie i efterkrigstiden i den måde, vi har fredet boliger på. Det er et problem for demokratiet, fordi det ikke repræsenterer boligformen for den brede befolkning, og det er imod lovens påbud. Derfor bør loven eller praksis laves om, lyder det fra Svava Riesto, der er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Sammen med Rikke Stenbro, der er ph.d. og i dag driver rådgivningsvirksomheden Substrata, har hun via arkiver fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme gennemgået fredede boliger siden 1945 i forhold til deres type og beliggenhed.

De to forskere påpeger, at ifølge bygningsfredningsloven skal fredede boliger i Danmark afspejle bolig - og arbejdsvilkår gennem danmarkshistorien. Fredning skal altså vise, hvem danskerne er - og hvordan de bor.

Og det kan blive svært, fordi de huse, der fredes og som bevares for eftertiden, typisk ligger i Nordsjælland.

Hørsholm og Strandvejen

Ifølge undersøgelsen er der nemlig en overvægt af fredede boliger nord for København, hvor det er familievillaer, der ligger ved vandet i Hørsholm eller langs Strandvejen.

- De boliger, som er opført og som staten har favoriseret efter 2. Verdenskrig, er ofte store villaer, tegnet af kendte arkitekter som Jørn Utzon og Arne Jakobsen. Men hvor er de almene boligbyggerier bygget efter krigen, hvor 20 procent af befolkningen bor? Eller de almindelige typehuse? Hvis vi skal følge lovens bud om at repræsentere bredt, er der gået noget galt i ligningen, siger Rikke Stenbro i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.

Skøn havudsigt

Fredningen er dog ikke nødvendigvis noget, ejerne ønsker - for når bygningen fredes, betyder det, at den ikke må ændres uden tilladelse, og at den er beskyttet mod nedrivning. Men forskerne mener altså, at det, der så bevares, er "elitære boliger lavet i lækre matrialer med skøn havudsigt".

- Lige nu har vi skabt en elitær fortælling i stedet for at fortælle det brede samfunds historie. Men hvis bygningsfredning skal give mening i forhold til at afspejle den historiske periode, bør den have et større perspektiv. Det handler om demokrati, og om hvem der bliver repræsenteret, siger Rikke Stenbro.

quote Vi kan ikke fortsætte med at fokusere på en håndfuld arkitekter, hvis formålet med fredning er at repræsentere hele befolkningens kulturarv.

Lektor Svava Riesto, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning , Københavns Universitet.

Det er Det Særlige Bygningssyn, der rådgiver kulturministeren, som vurderer, om en bolig er fredningsværdig. Og det handler blandt andet om bygningens arkitektoniske værdi.

- Vi mener, at man bør udvide begrebet arkitektonisk værdi i vurderingen af fredede boliger. Eksempelvis kunne det også handle om almene boligområder, hvor planlægningen af en bebyggelse ofte er med til at sikre udsigt og adgang til grønne områder, legepladser og fællesrum fra boligerne.  Vi kan ikke fortsætte med at fokusere på en håndfuld arkitekter, hvis formålet med fredning er at repræsentere hele befolkningens kulturarv, siger Svava Riesto.

Kriterier for fredning

  • Der er cirka 9.000 fredede boliger i Danmark.
  • Det er 13 medlemmer i Det Særlige Bygningssyn, og de vurderer, hvilke boliger, der er fredningsværdige.
  • Derudover kan den almene dansker også indstille boliger til fredning, hvilket dog i sidste ende besluttes af Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme efter indstilling af Det Særlige Bygningssyn.
  • Boligerne bliver vurderet efter to primære kriterier nemlig, om boligen har væsentlig kulturhistorisk værdi og / eller væsentlig arkitektonisk værdi. Endvidere kigges der i nogle tilfælde på den miljømæssige værdi.
Skal almennyttige boliger, hvor arkitekten har tænkt i fællesskab og grønne arealer til beboerne ikke have lige så gode chancer som dyre, arkitekttegnede villaer nord for København, spørger forskerne.
Skal almennyttige boliger, hvor arkitekten har tænkt i fællesskab og grønne arealer til beboerne ikke have lige så gode chancer som dyre, arkitekttegnede villaer nord for København, spørger forskerne.
Foto: TV 2 Kosmopol

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik